Rustik suppe med kartofler og kikærter
Nu kommer vi ind i årstiden, hvor supper gør godt. Hvis man har gået og småfrosset lidt hele dagen, er der næsten ikke noget bedre end en varm skål suppe – og ikke mindst selve det at gå og hygge sig med at lave den.
Denne suppe kunne man lige så godt sidde og spise på et simpelt osteria i Italien, eller måske hjemme hos Mamma efter en hård dags arbejde i vinmarken… Det er rigtig bondemad. Rustikt, billigt og nærende og utroligt tilfredsstillende!
Rustik suppe med kartofler og kikærter
2 medium porrer
300 g. kartofler
1 fed hvidløg, hakket
1 spsk. olivenolie til stegning
1 liter hønsebouillon/suppe
2 kviste frisk timian
1 laurbærblad
1 dåse kikærter
Salt og peber
1 håndfuld frisk persille og/eller basilikum, hakket
God olivenolie
Parmesanost
Rens porrerne grundigt, halvér dem og skær hver halve i skiver på ca. ½ cm. bredde.
Skræl kartoflerne og skær i tern på ca. 1×1 cm.
I en stor gryde steges porre og hvidløg i 1 spsk. olivenolie til det bliver blankt. Tilsæt kartofler, suppe, timian og laurbærblad. Lad småkoge i 30 minutter under låg.
Tag timian og laurbærblade op. Tag 3 dl. af suppen (med fyld) fra og blend med stavblender eller i en blender til det er helt fint. Kom tilbage i suppen. Dette giver suppen ekstra fylde og cremethed.
Kom nu kikærterne i suppen og kog videre i 5 minutter. Smag suppen til med salt og peber.
Servér med drys af persille/basilikum, revet parmesanost og dryp af olivenolie.
NB. Jeg bruger af dovenskab dåsekikærter her – man kan selvfølgelig sagtens bruge kikærter, man selv har udblødt og kogt. Hvide eller brune bønner er også lækkert.
No Comments