Rom: snacks på Cul de Sac

Rom: snacks på Cul de Sac

_1270085s

Vi kom hjem fra en 3-dages voksentur til Rom i fredags. Det var vidunderligt og romantisk at være afsted bare os to voksne. Det regnede godt nok stort set hele tiden, hvilket var ret ærgerligt. Men Rom er stadig Rom – bare lidt mere gotisk i regnvejr.

Tirsdag ankom vi om eftermiddagen. Vi tog ind og smed baggagen på hotellet og slentrede i regnen over til den lille vinbar Cul de Sac tæt ved Piazza Navone.

_1270080s

Det er et lille, aflangt lokale. Totalt ikke-hyggelig belysning, som man ser der igen og igen på italienske spisesteder. Der var næsten tomt, fordi vi kom om eftermiddagen mellem frokost og aften. Personalet var utroligt søde og opmærksomme. Vi blev betjent af en ældre herre, som var god til at lytte til, hvad vi havde lyst til og hjalp os med at vælge mad og vin (han fik mig også til at beherske mig, da jeg ellers havde bestilt dobbelt så mange retter, fordi jeg altid er så grådig).

cul de sac

Vinene står på de lange hylder over bordene. Når en flaske på de øverste hylder skal tages ned, har de en art gribearms-himstregims, der var ret Inspector Gadget agtig. Der er spændt ned ud under vinreolerne, så ingen får faldende flasker i hovedet. Så fint!

_1270081s

Vi bestilte lidt forskellig hapsemad. Tynde skiver fennikelsalami, som jeg elsker. Og en kraftigtsmagende røget salami, Pitina, der laves af en blanding af okse og svinekød, rulles i groft polentamel og røges. Det er den på tallerkenen til højre på det øverste billede.

_1270082s

Denne knap så pæne ret var en gratin af artiskokker. Med tonsvis af ost. Den smagte fuldstændig fantastisk!

_1270086s

Peter bestilte dessert. En på papiret ydmyg mandeltærte med appelsin. Men den var perfekt! En mørdejsbund og så tæt fyld af malede mandler, sukker, smør og æg. Ovenpå lå tynde skiver hjemmekandiseret appelsin. Den smagte ekstremt godt fordi appelsinerne var perfekt og mandlerne var perfekte. Fatter på gulvet forklarede, at de nøje udvælger deres mandler. Og de bruger også en anelse bittermandel for at give ekstra smag. Dette er italiensk køkken i en nøddeskal: simple retter, som bliver guddommelige, fordi råvarerne er af superb kvalitet.

Enoteca Cul de Sac
P
iazza Pasquino 73
Rom

2 Comments

Post A Comment

  • Jesper Smit
    Posted at 19:59h, 24 februar Svar

    Lækker brunello. Fik den for nylig. Håber I havde god tur!

    • Mira Arkin
      Posted at 08:28h, 25 februar Svar

      Ja, super dejlig. Tak, Jesper og tillykke i babyafdelingen!