Rom: Lidt brok om Centro Storico og en fremragende frokost på Hosteria Po
Efter seks dage i smukke Umbrien tog vi tre dage i Rom. Vi boede i en lejlighed i den historiske bymidte (Centro Storico) og det var noget af et chok at komme fra stille Spoleto ind til det alt for overrendte Rom. Vi boede nær Campo dei Fiori, som vi også gjorde da vi var i Rom for første gang omkring 7-8 år siden.
Et eller andet er gået fuldstændig galt for Centro Storico siden. Ad, hvor var der mange tarvelige turistting overalt. Sidst vi boede ved Campo dei Fiori, var det stadig et reelt blomster- og grøntmarked – godt nok med lidt turistede olivenoliesælger, men også med rigtige romere og flere boder med godt udvalg af friske grøntsager. Men nu var pladsen blevet et helvede af turistjunk-boder, pubs og turistfælderestauranter. Da vi var i Rom sidst for 1½ år siden var det februar og der var meget få turister i byen, men her i foråret er denne del af byen anderledes.
Foran Pantheon og Trevifontænen var der menneskemængder som til en koncert – tæt pakkede bunker af svedige mennesker med selfiestænger. Øv med øv på. Jeg kunne ikke holde det ud. Byen bliver fuldstændig ødelagt af turisthorder. Det er slut med at bo i den del af byen. Næste gang (og der bliver en næste gang, for jeg elsker stadig – noget af – Rom) bor vi i Testaccio eller et andet område, hvor der er knap så mange horder.
Nå, men vi havde brug for at få lidt luft, så dag to tog vi ungerne med til Villa Borghese parken og gik i Zoo. Det var så rart at komme væk fra de store folkemængder og ud blandt træer. Det var en fin zoologisk have og bagefter spiste vi en rigtig god frokost på Hosteria Po i Saleriakvarteret tæt på. Og her var der kun romere!
Vi fik en antipastitallerken med bruschetta med tomater, meget frisk mozzarella der stadig havde bid, parmaskinke, carpaccio og fennikelsalami.
En af dagens specialiteter var salat af rå artiskok. Jeg elsker artiskokker i alle afskygninger og var også vild med denne friske, syrlige salat med store stykker parmesan over.
Til hovedret fik jeg den vidunderlige portion spaghetti alle vongole, som du kan se på det øverste billede. Jeg elsker elsker elsker spaghetti alle vongole!
Peter spiste denne mørbradbøf med frisk trøffel over. Der var nu ikke den store aroma i trøflen, men det var alligevel lækkert.
Vi sprang desserten over (og spiste gelato senere) og fik en lille kaffe. Otto var dygtig til at være på restaurant og spiste fint sin egen fettuchini med ragù og først til sidst blev han sådan en krudtugle, der havde svært ved at sidde stille.
Vi tog tilbage til centrum og spiste is fra lidt dyre Venchi, der ligger et stenkast fra Pantheon og lige overfor Caffè Tazza d’Oro. Det var nu en sygt god chokoladeis og også en ret god cappuccinois, jeg fik.
Der er stadig umådeligt smukt i Rom – især i de gader og på de pladser, hvor der ikke lige er et eller andet monument, som alle skal se på samme tid.
Jenny
Posted at 17:37h, 13 aprilJeg var også i Rom fra torsdag til søndag, og blev chorkeret over, hvor mange turister derr var i forholdd til mine tidligere besøg, og jeg har været i Rom på palmesøndag weekenden før, uden samme oplevelse.