Nordisk mad: røget laks med rugbrødskrymmel og rygeost

Nordisk mad: røget laks med rugbrødskrymmel og rygeost

Foto: Line Klein

 

I weekenden var Peter og jeg til venne-komsammen i Jylland, hvor en flok af mine gamle gymnasievenner mødtes. Mens alle børnene løb rundt og skreg og hvinede og gejlede hinanden op til ekstreme lydniveauer, gemte jeg mig i køkkenet og lavede mad til os alle sammen. Forretten hentede jeg inspiration til fra en af mine egne opskrifter, som tidligere har været i Alt for damerne, nemlig denne meget nordiske ret (det er jo moderne) med røget laks, rugbrød og rygeost. Det er en supernem ret, den er hurtigt lavet og den kan bruges både som forret, til frokost, buffet og tapas.

I min variation i weekenden brugte jeg både bladselleri og helt fint snittet fennikel – den lakridsede fennikelsmag er frisk sammen med laksen, men prøv dig frem til det, du bedst kan lide.

 

Røget laks med rygeost, bladselleri og rugbrød

Til 4-6 personer som forret

250 g røget laks i skiver
75 g rygeost
2 spsk tykmælk
4 spsk vand
salt
100 g rugbrød
1 spsk neutral olie
2 tykke stængler bladselleri + blade

1. Rør en dressing af rygeost, tykmælk og vand og smag til med salt.

2. Brug en kartoffelskræller til at lave tynde strimler af bladsellerien (hvis du vil forberede retten tidligere på dagen, kan du komme strimlerne i koldt vand indtil de skal bruges. Husk at dryppe dem af og duppe dem tørre inden servering).

3. Smuldr rugbrødet med fingrene, vend det med olie og drys lidt salt over. Fordel det på i en bradepande med bagepapir i. Rist det sprødt i ovnen i 10 minutter ved 200 gr.

Anret laksen på et stort fad. Lige inden gæsterne kommer dryppes dressing over og bladselleristrimler og rugbrødskrymmel kommes over. Pynt med blade fra bladsellerien.

 

Vintip

Røget laks kan være svær at sætte vin til. En tysk riesling fra f.eks. Mosel, som har lidt restsødme, er et godt valg.

 

3 Comments

Post A Comment

  • Lene Harbo Frandsen
    Posted at 15:36h, 10 marts Svar

    Hej Mira,

    Hvilken type brød ville du servere til retten – mere ristet rugbrød eller måske flûte?

    Mvh. Lene

    PS: Superflot blog med inspirerende opskrifter!

    • Mira Arkin
      Posted at 21:33h, 10 marts Svar

      Mange tak, Lene 🙂
      Ja, enten ristet rugbrød eller noget andet brød med en god sprød skorpe.

  • Lone
    Posted at 17:31h, 27 juni Svar

    Dejlig opskrift … men hvinende børn er vist ikke lige dig 😉 Mine er over hvine-alderen (altså på den måde), så du er velkommen til at gemme dig i mit køkken og lave mad en dag, hvis der er for meget hvineri fra gårdsiden.
    /Lone