Restaurant Oubæk – besøg med Early Bird tilbud

Restaurant Oubæk – besøg med Early Bird tilbud

oubæk

Som I måske husker, er Restaurant Oubæk en af mine favoritrestauranter i København. Efter kokken Rasmus Oubæk lod andre drive hans restaurant videre og nu har åbnet sin egen nye restaurant, Retour, havde jeg ikke spist på Oubæk (som altså har bevaret navnet, selv om andre står bag restauranten nu). Men jeg fik chancen igen i sidste uge, hvor Early Bird bad mig teste deres koncept. 

Early Bird er et website, hvor du kan købe middage til samme dag på nogle af byens gode spisesteder til rabatpris. Hver dag er der nye tilbud fra de restauranter, Early Bird samarbejder med og har du lyst til at spise ude en dag, så kan du tjekke tilbuddene på Early Bird og se, om der et tilbud, du synes lyder godt. Hver restaurant opstiller en forudbestemt menu, som du så køber på websitet samtidigt med din bordbestilling – alt sammen til samme dag, så du kan ikke bestille forud, men kun bruge Early Bird til mere spontane spiseplaner.

Jeg gik ind i mandags og kiggede på tilbuddene. Oubæk havde et tilbud til 2 personer med 3 retter, som jeg hoppede på. Hos Early Bird sparer man 1/3 af prisen. Det kostedet 230 kr. pr. person, mod normalt 345 kr.

Menuen lød på svamperavioli, boeuf bearnaise og crème brullée.

Man betaler online via Early Bird og din bestilling ryger videre til restauranten. Da vi mødte op, havde de helt styr på, at jeg havde bestilt et bord – jeg behøvede ikke en gang nævne, at det var gennem Early Bird.

Vi lagde ud med et glas champagne (drikkevarer er ikke inkluderet i Early Birds tilbud) – en dejlig Grand Cru Blanc de Blancs fra Legras til 95 kr. glasset. Den var elegant og mineralsk med god syre fra Chardonnay – et virkelig godt glas bobler. I mine lykkelige omstændigheder holdt jeg mig til det, mens Peter til forretten sprang på et glas rød bourgogne til ca. 110-120 kr. glasset, som jeg desværre ikke kan huske navnet på. Den var lige lovlig dyrt sat efter Peters smag – den var ubalanceret med for meget syre og ikke et særlig godt køb.

Svamperaviolien kender jeg fra tidligere besøg på Oubæk. Den sad lige i skabet – det er den på det øverste billede. Hjemmelavede ravioli af al dente pasta med fyld af svampe og med stegte svampe til og en fløde sauce, der var skummet op og smagt til med godt med syre fra muligvis citron for at bryde fedmen. Der var bl.a. østershatte og karl johanner til. Meget lækker ret med masser af velsmag.

oubæk

Derefter fulgte bøffen med Oubæks berømte bèanaise og fritter. Bøfferne var ribeye – også kendt som cote de boeuf og de var stegt lige som vi havde bestilt dem. Ud fra deres saftighed gættede jeg på, at det måtte være amerikansk kød, og det var det også. Kødet kommer fra Omaha og det er den kraftige fedtmarmorering i kødet, der giver den fantastiske saftighed, så kødet nærmest eksploderer af saftig velsmag, når du tygger det. Ovenpå hver bøf var et stegt fed hvidløg og så de absurd gode, håndskårne fritter, som jeg wolfede i mig på ingen tid sammen med den tykke, mayonnaisede hjemmerørte béarnaise, som var tilsmagt til kanten med syre, men altså helt perfekt, så den slet ikke var vammel på trods af at den jo basically består udelukkende af æggeblomme og smør. Man får en halv bøf, for Oubæk kører med lidt mindre retter, så man i teorien kan spise flere, men vores 3 retter var en helt perfekt mængde.

Oubæk bearnaise

Béarnaisen kommer i en lille kobbergryde for sig og passer bare så latterligt godt til bøf og fritter at det er til at få tårer i øjnene over.

Til hovedretten drak Peter et glas Bordeaux: 2007 Saint-Estèphe, Cru Bourgeois Exceptionnel Château de Pez til omkring samme pris som Bourgognen. Den var heller ikke lige i hans smag, men han har også lige drukket perfekt moden Bordeaux hos mine forældre til jul, så han var lidt godt vant.

oubæk creme brullee

Desserten var som sagt crème brullée, der kom i et stort weck-glas med låg på, hvor på der lå en perfekt kugle passionsis.

Crème brulléen var helt perfekt og forførende let i det med et godt lag karamelliseret sukker ovenpå, som var fint og sprødt over det hele og gav et godt knæk, som Amelie fra Montmartre ville være yderst tilfreds med. Den syrlige is til var god til at bryde fedmen og desserten virkede i al sin klassiskhed helt fint.

oubæk

Bottom line

Restaurant Oubæk er stadig den dejlige lille bistro, den altid har været. Maden er klassisk fransk og perfekt udført. Tilsmagningen er altid lige i skabet og alle retter er fyldt med god gammeldags velsmag, så du ikke føler, du mangler noget overhovedet. Betjeningen er yderst opmærksom og behagelig. Det er et afslappet spisested og kortet er fyldt med lækre retter – mange af dem de samme, som da Rasmus Oubæk selv stod bag gryderne. Nu er det bl.a. en af hans tidligere elever, der har overtaget og altså fører stedet videre i samme ånd og stil.

Vinkortet er præget af klassiske producenter udelukkende fra Europa, og restauranten har overtaget agenturerne fra Rasmus Oubæks tid på stedet, så det er stadig et drømmested for Bourgogne-nørder med producenter som Voguët, Rousseau, Ramonet, Pacalet og Leflaive. Vi var meget glade for champagnen, men som sagt knap så begejstrede for de to andre glasvine, men der er absolut intet til hinder for at finde vanvittigt gode flasker på kortet.

God klassisk, moderne udført fransk bistromad  – et sted man aldrig bliver træt af, fordi den klassiske bistromad fungerer så godt, so why fix it, if it ain’t broken?

Mht. Early Bird konceptet, så er det for en gangs skyld et rabatkoncept, jeg ikke krummer tæer over at bruge. Normalt ville jeg have det lidt skidt med at hive rabatkuponer og lignende op på en restaurant, men Early Bird fungerer uden kuponer, og restauranterne får ok penge for deres mad og kan bruge Early Bird til en måde at komme af med last-minute borde på, som måske ellers havde stået tomme den aften. Vi fik præcis samme gode betjeningen, som vi har fået på vores andre mange besøg på Oubæk, så der bliver ikke gjort forskel på Early Birds og almindelige kunder.

Udvalget af restauranter er godt – der er bl.a. også Famo Metro, Vietsense, L’Alsace og Kokkeriet med flere, og der kommer sikker flere til efterhånden som Early Bird bliver mere kendt. Jeg kunne i hvert fald sagtens finde på at bruge sitet igen.

Restaurant Oubæk
St. Kongensgade  52
1264 København K
Tlf. 33 32 32 09

 

1Comment

Post A Comment

  • Martin Villumsen
    Posted at 01:04h, 16 januar Svar

    Det lyder som en rigtig lækker oplevelse! Jeg skal helt sikkert prøve Restaurant Oubæk på et tidspunkt. Vil gi’ dig ret i at Champagnen fra Legras er et rigtig godt glas bobler, men personligt kan jeg faktisk bedre li’ Rosé Champagnen fra Legras. Den skal du prøve at smage på et tidspunkt 😉

    EarlyBird lyder egentlig som et ret godt koncept. Det håber jeg vi kommer til at se noget mere af i fremtiden.