Restaurant Appetit i Jægersborg

Restaurant Appetit i Jægersborg

Appetit Jægersborg

Inden jeg tog til Cannes Festival, var jeg lige forbi en hyggelig restaurant i noget så eksotisk et sted som Jægersborg. Der har jeg aldrig været, og det var lidt af en ekskursion for Peter og mig en meget grøn med også lidt våd sommeraften for nylig.

Restaurant Appetit havde inviteret mig til at komme og prøve deres restaurant, og derfor var vi taget afsted til et sted, vi nok aldrig ellers havde prøvet, da det jo ligger et stykke væk fra hvor vi bor. 

Der er rigtig hyggeligt i Jægersborg. Vi tog et s-tog dertil og kom frem til restauranten, som ligger i noget der ligner en gammel krobygning midt i Jægersborg (Jægersborg ligger ved Gentofte).

Restauranten drives af Rikke Hartmann, som også er køkkenchef. Den lille kvinde står vist mere eller mindre for det hele selv. Hun har også indrettet sin restaurant, og det er hun rigtig god til, for der var både hyggeligt og moderne – også helt ude på toiletterne var der tænkt på indretningen. Lokalet (og toiletterne) er holdt i rødt, sort og hvidt.

Der kom hjemmebagt brød på bordet – dejlige små boller lavet i muffinforme med en god, sej krumme. Og smør til. Det er altid rart, når der automatisk er smør til, så man ikke skal bede om det og dermed på en måde føle sig lidt tyk…

Appetit har en flot a la carte menu og så den Musselmalede menu, som består af klassiske retter og er en hyldest til det danske mormorkøkken. Peter valgte fra a la carten og jeg gik ombord i den musselmalede.

Min forret var røget laks på surbrød. Jeg blev nok en smule skuffet, da det viste sig bare at være en laksemad. Men det var jo også mormorkøkkenet, så jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Til gengæld var laksen af rigtig god, blød kvalitet. Salaten var blandet af mange forskellige sorter og alle var i perfekt, sprød og frisk stand og så lige tilsmagt med citron, salt og peber. Og så var surbrødet hjemmebagt og rigtig lækkert, så jeg klagede ikke. Den dygtige tjener satte vin til vores retter. Til laksen fik jeg en australsk blandingsvin med bl.a. chardonnay, riesling og sauvignon blanc; Stump Jump 2008. Den havde en behersket mængde fad og samtidig en god friskhed fra sauvignonen.

Jeg kunne dog ikke lade være med at skule misundeligt over på Peters hvide asparges med sauce mousseline og krydderurter. Saucen sad lige i skabet og det er svært at hamle op med sådan en klassiker, når den er lavet perfekt. Det var super mumset. Til retten fik Peter et glas Pouilly Fumé (fra Loire) fra Hubert Brochard, som jo laves på sauvignon blanc. Den var sprød og frisk og havde ikke for meget kattetis-smag, som nogle sauvignon’er ellers kan have, men det er nok mest de oversøiske af slagsen.

Poussin

Til hovedret fik Peter poussin med ærtepuré og friske majs. Puréen var lavet af friskbælgede ærter og poussinen var helstegt med bl.a. løvstikke. De friske majs smagte sød og smørret og det hele passede rigtig godt sammen og var simpelt og lækkert. Sådan noget mad kunne jeg også selv finde på at lave til gæster – det var rigtig godt og jeg elsker at få en hel poussin. Der er noget særligt over at få sit helt eget dyr. Men nu var det jo ikke min ret det her, så jeg måtte nøjes med at smage. Til poussinen drak Peter pinot noir fra australske Sileni. Den var lidt flad i det – manglede syre. Men retten var fint sammen med pinot noir.

Min musselmalede hovedret, der ligesom forretten selvfølgelig kom på musselmalet porcelæn, var en fiskegratin. Rødspættefilet og blåmuslinger, som var dampet i hvidvin og havde fået fløde over sig og så en tur i en varm ovn. I bunden var dampet spinat og dertil nye, perfekt kogte kartofler (og det er altså bestemt ikke alle, der kan finde ud af at koge kartofler), vendt med smør og sprødstegte ramsløg. Lækkert og enkelt. Til fisken drak jeg chardonnay – også fra Sileni – som havde fået en del fad og var ret fedmefyldt, dog uden at gå over gevind med vaniljen. Igen var jeg misundelig på Peters ret. Kender I ikke det, at din medspiser vælger alle de rigtige retter, som man bare sidder og skuler til? Vildt belastende!

Min dessert var en variation over rabarber. En suppe, som jeg nu ikke synes smagte af rabarber – den var mere mørk i smagen, en rabarber is, en lille terrine af rabarber og vanilje og rå marengs. Jeg savnede lidt rabarbersmag i retten, som ellers var super flot udført og smuk at se på.

Peter havde endnu en gang valgt rigtigt (utroligt irriterende!). Han fik koldskåls pannacotta med kammerjunke-krokant, dvs. kammerjunkere, som var vendt i karamel og derefter knust. Vildt god idé som jeg totalt vil kopiere! Det var en super dejlig og meget sommerlig dessert og jeg fik heldigvis lov at smage flere gange :-). Til dessertene drak vi en vin lavet på chardonnay – en Sticky Chardonnay – igen fra australske Sileni. Den smagte udmærket, men manglede lidt karakter. Den havde lidt karamel og en del sødme, men var ikke nektar-agtigt sød.

Se lige den krokant. Ekstra point til Appetit for at servere et glas med ekstra krokant!

Alt i alt var vi rigtig godt tilfredse med vores middag på Appetit. Prisniveauet er ganske rimeligt. Særligt er Den Musselmalede et rigtig godt køb med kun 225 kr. for to retter.

Nogle af de andre gæster fik Appetits burger, som så afsindigt god ud og som jeg skal prøve næste gang, vi er på de kanter. Kæmpe store håndskårne fritter, der bare vinkede til mig og gerne ville ind i min mund og så en seriøs burger. Køkkenchefen fortalte, at de havde prøvet at lave et menukort uden burgeren, men at det havde resulteret i totalt oprør fra kunderne, som ikke kunne undvære den.

Udover burgeren er der et par andre retter, som stikker lidt ud på kortet, nemlig et par asiatisk inspirerede retter, der virker malplacerede i forhold til det ellers klassiske fransk-danske køkken. Rikke forklarede, at de yngre gæster – særligt børn og teenagere – var helt vilde med de japansk-agtige retter, som f.eks. lakse sashimi. De unge i Nordsjælland går åbenbart rigtig meget ud og spiser sushi, og det er altså det, de unge vil ha’. Den var nok ikke gået med teenagerne i Nibe, hvor jeg kommer fra!

Appetit laver virkelig dejlig mad. Rikke har styr på sit pis og man kan tydeligt mærke, at det er en person, der kan noget og vil lave ordentlig mad af super i orden råvarer. Det var en fornøjelse at spise hendes mad og det var hyggeligt at sidde som gæst i restauranten. Og jeg er altså nødt til at prøve den der burger en gang.

 

Restaurant Appetit
Ermelundsvej 88
2820 Gentofte
Tlf. 3965 6920

 

No Comments

Post A Comment