Rabarbersaft

Rabarbersaft

Denne opskrift på rabarbersaft er så nem at lave. Jeg har lige lavet den for en halv time siden og den er klar til at drikke så snart den er kold nok, til ikke at smelte isterningerne totalt.

I modsætning til at andre slag saft, som kan være lidt et projekt at lave, er rabarbersaft virkelig hurtigt at bikse sammen. Jeg hev bare lige et par stængler op fra haven, skar dem i skiver, ploppede dem i en gryde med vand og sukker og kogte det i et kvarters tid. Så fik det turen gennem en sigte og hep, så er det færdigt.

Du kan drikke rabarbersaft som den er eller du kan bruge den til cocktails, fx. med et skvæt gin i eller som base i en rabarber margarita.

Hvis du er nysgerrig efter, hvad der ellers foregår i min have, kan du tjekke min nye instagramprofil om haven ud. Den hedder @havemira og handler om alt i min have. Jeg har selvfølgelig også stadig min almindelige insta @miraarkin som handler om mad og drikke…

Rabarbersaft

Giver 1,5 liter drikkeklar saft

500 g rabarber
500 g sukker
1,3 liter vand

  1. Skær rabarberne i bred skiver og kom dem i en gryde sammen med sukker og vand. Kog det op og lad det simre med låget halvt på i 15 min.
  2. Hæld det gennem en sigte og brug en ske til at klemme saften ud. Kasser de udkogte rabarber (eller brug dem i en crumble, hvis du ikke har noget imod, at de er lidt splattede). Hvis du vil have saften helt klar, kan du hælde den gennem et kaffefilter inden den hældes på flasker. Det gider jeg dog ikke selv.
    Saften kan holde sig en uge i køleskabet.
No Comments

Post A Comment