Råsyltet hyldeblomstsaft

Råsyltet hyldeblomstsaft

Jeg har virkelig set frem til, at hyldeblomsterne skulle springe ud, så jeg kunne lave min allerførste omgang hjemmelavede hyldeblomstsaft fra haven. Søndag aften hjalp Otto og Peter mig med at høste skærmene. Vi opdagede at der var små bitte mini-mini biller eller et eller andet i alle skærmene. De var næsten usynlige, så små var de. Først blev vi alle tre helt nedslåede og depri – kunne vi nu ikke lave saft af hyldeblomsterne alligevel? Så spiste Peter simpethen lige en af dem – og derefter spiste Otto én, og så blev det konkluderet, at de ikke smagte af noget og at de alligevel blev sigtet fra. Pyt! Jeg smagte dem godt nok ikke selv – det er godt at have en flok modige mænd omkring mig til den slags.

Denne opskrift på hyldeblomstsaft er råsyltet, dvs. at saften ikke varmes op og jeg bruger koldt vand. Derfor er det ekstra vigtigt at få skoldet dine flasker rigtig grundigt og så har jeg også tilsat lidt Atamon, så der ikke går mug i den mega lækre saft. Det smager simpelthen af mine barndsoms somre – man kan ikke købe hyldeblomstsaft, der smager så godt som hjemmelavet.

 

Hyldeblomstsaft

Giver 4 l. koncentreret saft.

60 hyldeblomstskærme
2 store økologiske citroner
2,5 l koldt vand
70 g citronsyre
2,5 kg sukker
15 ml Atamon

Læg hyldeblomstskærmene i en gryde – de skal ikke skylles eller rystes, for du vil gerne have de beholder deres aromatiske pollen. Skær citroner i tykke både og klem lidt saft ud af dem ned i hyldeblomsterne og kom bådene der i. Hæld vand over og tilsæt citronsyre. Rør rundt og kom låg på. Lad gryden stå et køligt sted i 3 døgn. Vi satte den i vores vinkælder. Giv det en let omrøring en gang om dagen.

Efter 3 døgn sigtes saften gennem et rent klæde. Lad det stå og dryppe af ½-1 time – du skal ikke mase eller klemme blomsterne, bare lad det stå. Kasser de afdryppede blomster og citroner. Kom sukker og Atamon i saften. Rør rundt og lad sukkeret opløse sig. Det tager noget tid – du kan også lade det stå natten over og røre det sidste ud om morgenen.

Hæld saften på rene, skoldede flasker og kom låg på. Opbevares køligt og mørkt og kan holde sig op til 6 måneder. Saften blandes i forholdet 1:4.

No Comments

Post A Comment