Pumpkin pie

Pumpkin pie

pumpkin pie

Foto: Line Thit Klein

Jeg har lavet ret så meget mad med græskar på det seneste. De er jo også over alt, men græskar er også enormt alsidige, både i det søde og det salte køkken. Her får I min opskrift på klassisk pumpkin pie. Jeg brugte hokkaido, men du kan også bruge almindelige græskar – f.eks. fyldet fra et udhulet halloweengræskar – eller butternut squash eller hvad du nu har.

Pumpkin pie med ahornsirup-flødeskum

Mørdej
260 g hvedemel
110 g koldt smør
1 spsk sukker
2-4 spsk koldt vand

Fyld
1 medium hokkaido græskar (ca. 800 – 1000 g)
225 g kondenseret mælk
200 g sukker
¼ tsk stødt revet muskat
¼ tsk stødt ingefær
¾ tsk stødt kanel
1 æg

Tilbehør
2 dl piskefløde
2 spsk ahornsirup
2 spsk sukker
1 tsk stødt kanel

1. Tænd ovnen på 200 grader. Del græskarret i to og skrab kernerne ud. Dæk hvert stykke græskar med sølvpapir og bag mørt i ovnen i 1½ time. Tag græskarret ud og lad det køle lidt ned .

2. Smuldr smørret ud i mel blandet med sukker. Saml dejen med koldt vand – lidt ad gangen. Det hele gøres hurtigt og nemt i en foodprocessor. Saml dejen og klem den sammen til en flad, rund bolle. Pak den ind i plastfolie og kom i køleskabet i 30 min.

3. Skrab græskarkødet ud og vej det af, så der er 425 g. Kom det i en skål sammen med kondenseret mælk, æg, sukker og krydderier. Brug en stavblender eller en foodprocessor til at blende det sammen til en ensartet masse. Sæt ovnen til 175 grader.

4. Rul dejen ud til 3-4 mm tykkelse og kom den i en tærteform på ca. 25 cm i diameter. Skær kanterne til og hæld græskarmassen i. Bag tærten i 30-40 min. Lad den køle af inden den skal spises. Pisk fløde og ahornsirup til skum og bland sukker og kanel sammen til kanelsukker. Server kagen med en klat flødeksum og et drys kanelsukker.

 

No Comments

Post A Comment