Praktisk-Miras udekøkken: Oksegryde med pancetta og kartofler

Praktisk-Miras udekøkken: Oksegryde med pancetta og kartofler

Jeg har en gang været spejder – i omkring 4 dage. Så lidt glad var jeg for udelivet og alt, hvad der hedder fornuftig påklædning og knob. Men nu efter 4 dage på takeaway i forbindelse med vores flytning i sidste uge er det nok. Jeg kan ikke holde ud ikke at lave mad længere og så må jeg jo prøve at være lidt praktisk. Og selvfølgelig er det sådan med mig, at når bare det er madrelateret, kan jeg være nok så out-doorsy.

Med hjælp fra mine forældres campingblus (som vi har haft med på talrige teltferier i Frankrig og Italien i min barndom – det var før vi fik hus i Sydfrankrig) og min mors slowcooker, har jeg fået bikset et par ok måltider sammen her, hvor mit køkken lige nu ser sådan her ud:

Som I kan se, mangler der lige lidt endnu. F.eks. en bordplade og nogle hårde hvidevarer.

Første forsøg med slowcookeren var en tomat-pasta-salsiccie biks, som var spiselig, men på ingen måde sexet. Helt sikkert fordi jeg bare havde losset alt ned i gryden uden at brune noget som helst, hvilket ville kræve at jeg steppede udenfor på terrassen til gasblusset.

Det prøvede jeg så i weekenden, hvor jeg glad og frejdig fik brunet både oksekød, løg, pancetta og svampe. Og så så jeg mig lidt om efter krydderurter og fandt noget tørret oregano i et bed. Det hele kom i slowcookeren med vand og siden hen kartofler og lidt kaffefløde og vupti, så var der aftensmad.

Oksegryde med pancetta og kartofler

4 pers.

800 g oksekød i tern
1 spsk olivenolie eller smør
1 stort løg
150 g pancetta i tern
200 g champignon
evt. lidt tørret oregano eller timian (fra haven, selvfølgelig – ellers brug frisk, som altid er bedst)
salt og sort peber
4 dl vand
600 g kartofler
1 dl kaffefløde (eller almindelig fløde – jeg ville bare ikke have det for lyst og cremet)

  1. Brun kødet godt i olivenolie eller smør i en pande. Krydr med salt og peber undervejs. Kom kødet over i en slowcooker (eller en gryde). Skær løg i strimler og brun sammen med pancetta i den samme pande som før. Kom det over til kødet. Skær champignon i skiver og brun – kom også dem over til de andre ingredienser. Tilsæt krydderurter og kom vand over. Læg låg på og lad det simre: i en slowcooker i ca. 6 timer. I en gryde på et komfur i ca. 1½ time.
  2. Skræl kartoflerne og skær dem i grove tern. Kom dem i gryden eller slowcookeren sammen med kaffefløde og giv det 1 time mere (i slowcookern) eller ½ time i en almindelig gryde. Smag til med salt og peber og server med et stænkt rigtig god olivenolie. Hvis jeg nu havde haft en dusk persille, havde det også lige fået et drys af det. Eller en gremolata (persille, hvidløg og citronskal).
No Comments

Post A Comment