Prag III – I kagehimlen hos Bakeshop

Prag III – I kagehimlen hos Bakeshop

Inden vi tog afsked med Prag spiste vi lækker lækker morgenmad på Bakeshop i Josefov – vores eksklusive jødiske kvarter.

Bakeshop kan sammenlignes med en blanding mellem Rose Bakery i Paris (som jeg også skrev om her), Emmerys og Meyers Deli. Det er bagværk af højeste kvalitet og der er så stort et udvalg af kager, at det er til at gå helt kold i.

Bakeshop Prag

Det er en stor butik, som ligger på et hjørne, og man kan sidde i vinduerne og spise og drikke kaffe og kigge ud på gaden. Der er også et par pladser udenfor.

Vi forkøbte os i croissanter, bagels (rigtige bagels, som var lige så gode, som dem i New York, men de kommer jo også oprindeligt fra østeuropæiske jøder), quiche og kaffe.

Bakeshop Prag

Se, hvor smukke croissanterne er. De var godt nok lidt på den tunge side. Jeg foretrækker de fnuglette franske slags, men de var nu gode og fulde af smør.

Bakeshop Prag

Man kan også vælge fra de smukke salater og andre kolde retter fra det salte køkken, men det prøvede vi ikke.

Bakeshop Prag

Der var mange slags croissanter og andet wienerbrød.

Bakeshop Prag rugelach

Også de jødiske rugelach kager så lækre ud og der var avancerede konditorkager og en montre med flotte sandwiches. Mums.

Bakeshop Prag bagel

Vi spiste en “everything” bagel med lakse-smørelse, der smagte som en finkornet lakse rillettes – det er altså ikke kun i New York man får sin bagel med en “smear“, som vi kalder det i min familie.

Og så overspiste vi med at dele en lille quiche lorraine, drikke store kopper latte og friskpresset juice.

Og med det sagde vi farvel til smukke Prag. Det var et dejligt besøg og jeg kan kun anbefale en lang weekend i denne smukke by.

Vi kørte gennem Tjekkiet (resten af Tjekkiet var til gengæld ret deprimerende og fattigt sammenlignet med Prags skønhed) til Østrig, hvor vi drak masser af vin (og også købte en del). Men mere om det i et senere indlæg…

 

Prag

 

No Comments

Post A Comment