
Godt nytår! Pizza med sød kartoffel, spidskommen og yoghurt
Godt nytår alle sammen. Vi havde en stille nytårsaften hos mine forældre med dronningens tale over radioen (vi var også ramt af Yousees nedbrud). Jeg lavede jomfruhummertoasts (som kinesiske rejetoast, bare med jomfruhummer) og crustader med kammuslingtatar og ærtemayonnaise. Så fik vi bagt torskefilet med jordskokkepuré, brunet smør, rosenkål og æble.
Hovedretten var en overdådig tyndsteg på benet med mørbradstykket på. En kolos af en kæmpe t-bone som steg. Perfekt stegt og med min béarnaise og min fars råstegte hvidløgskartofler til. Og så min mors helt vilde islagkage med kaffeis, vaniljeis, fragilitébunde og hasselnøddecreme.
Og nu går vi så alle rundt og stener og kommer os oven på den store middag. Der er ild i pejsen og baby Frederik ormer rundt på gulvet, mens Otto har krudt i røven og styrter rundt over det hele.
I aften spiser vi spaghetti and meatballs. En sidste pastaret, inden jeg i en periode skruer ned for indtaget af de sjove kulhydrater. Der er lige lidt julefedt, der skal forbrændes (og et bryllup til juni, hvor jeg skal se FAB ud). Men med mit arbejde bliver det jo nok kun en nedjustering. Jeg KAN ikke undvære pasta helt. Eller drinks…
Her får I en opskrift på en arabisk-agtig pizza med krydrede søde kartofler, pinjekerner og yoghurt. Rigtig god janaurmad med grøntsager og masser af farve.
Velkommen til 2017. Jeg glæder mig til alt det sjove jeg skal lave – både arbejde og privat.
Pizza med sød kartoffel, spidskommen og yoghurt
4 pers.
Dej
3 dl lunkent vand
25 g gær
2 tsk groft salt
2 spsk olivenolie
450-500 g durummel
Fyld
400 g søde kartofler
olivenolie
1 tsk stødt spidskommen
salt og sort peber
150 g yoghurt naturel
50 g ristede pinjekerner
1 håndfuld bredbladet persille
1. Rør gæren ud i vandet sammen med salt og olie. Ælt det meste af melet i dejen og tilsæt evt. mere, indtil du har en elastisk dej. Stil dejen til hævning i 1-1½ time. Del dejen i 2 stykker og rul dem tyndt ud til pizzabunde.
2. Smør bundene med olie. Skær de søde kartofler i tynde skiver – du behøver ikke skrælle dem. Vend med en sjat olie, spidskommen, salt og peber og fordel kartoflerne på pizzabundene. Bages i 10 min ved 250 gr. Dryp med yoghurt, pinjekerner og grofthakket persille.
Sanne
Posted at 14:56h, 01 januarEj hvor ser det bare lækkert ud! Den vil jeg glæde mig til at lave en dag. 🙂