Pizza med græskar, salsiccia og pecorino

Pizza med græskar, salsiccia og pecorino

Sød græskarpuré sammen med krydret salsiccia og salvie. Det fungerer SÅ godt på en pizza!

Jeg fandt inspirationen til denne pizza, da vi på vej hjem fra Legoland i efterårsferien spiste på Enzo &co., som er et stort pizzaria, der mærkeligt nok ligger ved motorvejsfrakørsel 59 ved Vejle. Mærkeligt, fordi man jo ikke ligefrem forventer særligt god mad ved et stort transportcenter langs motorvejen. Men Enzo & co. er et super godt sted at spise, når du er på de kanter.

Nu skal det egentlig ikke handle om det sted, men derfor kan jeg jo godt lige hurtigt anbefale det. Der fik vi nemlig en pizza med græskarpuré og salsciccia og det smagte virkelig godt. Især efter to dages frygtelig mad i Legoland!

Jeg fik i hvert fald lyst til selv at lege med kombinationen, og det er der kommet denne opskrift ud af. Pizza med grov græskarmos, salsiccia, salvie og pecorino.

Pizza med græskar, salsiccia og pecorino

3-4 små pizzaer

Dej
2 dl vand
20 g gær
8 g salt
100 g stenkværnet hvedemel
ca. 250 g tipo 00 hvedemel

Fyld
400 g græskar – jeg brugte crown prince – det kan også være hokkaido eller butternut
1 dl vand
salt
250 g frisk mozzarella
300 g salsiccia med fennikel
sort peber
olivenolie
1 håndfuld salvieblade
revet pecorino

  1. Til dej røres vand sammen med gær, salt og begge slags mel. Dejen skal være ret våd til at starte med. Ælt den så grundigt i 10 min., så der dannes gode glutenstrenge. Kom dejen i en beholder med låg og lad den hæve et lunt sted i 2 timer.
  2. Lav imens græskarmos: skræl græskarret og fjern kernerne. Skær det i grove stykker og kom det i en gryde med vandet. Kom låg på og damp græskarret i 15-20 min. ved svag farme. Hold øje med, at vandet ikke koger helt væk. Smag til med med lidt salt og mos græskarret groft med en gaffel.
  3. Varm ovnen op til 240ºC med 2 eller 3 bageplader i ovnen. Del dejen i 3-4 stykker og rul dem ud til pizzabunde. Kom dem på bagepapir, så de er klar til at blive flyttet direkte ind på de varme bageplader, når de er klar. Smør græskarmos på og top med mozzarella delt i mindre stykker. Pil skindet af salsicciaen og kom små stykker af pølsefars på pizzaerne. Dryp med lidt olivenolie og krydr med sort peber. Læg salvieblade på.
  4. Flyt pizzaerne over på de varme bageplader (jeg bruger et skærebræt med håndtag – lidt som en pizzaspade) og bag dem i 10-12 min. Riv pecorino over ved servering.


No Comments

Post A Comment