Pistaciekage

Pistaciekage


Foto: Chris Tonnesen

Denne lækre, tætte pistaciekage lavede jeg som del af en arabiskinspireret menu i Gastro sidste år. Kagen er sådan en god kage, hvis du ligesom jeg elsker den fyldige smag af pistacier. For ikke at tale om, hvor smukke de er.

Du kan lave glasuren klassisk som her med citronsaft, eller du kan tilføje et par dråber appelsinblomstvand eller rosenvand, hvis du vil have en mere parfumeret smag frem. Citronen er stadig vigtig, da pistacierne har godt af et syrligt spark.

Pistaciekage

6-8 pers.

220 g sukker
200 g blødt smør + ekstra til formen
revet skal af 1 øko citron
4 æg
100 g mandelmel
100 g afskallede usaltede pistacienødder
90 g hvedemel
1 tsk bagepulver
Pynt
100 g flormelis
2 spsk citronsaft
4 spsk hakkede pistacienødder

  1. Rør smør, sukker og citronskal sammen. Kom pistacienødderne i en foodprocessor og hak dem fint. Kom dem i smørblandingen sammen med mandelmel rog tilsæt æggene et ad gangen. Rør til sidst mel og bagepulver i.
  2. Smør en springform på ca. 22 cm. og kom dejen i. Bag kagen ved 175 gr. i 45-50 min. Lad den køle af.
  3. Rør en glasur af flormelis og citronsaft og hæld den over den afkølede kage. Pynt med pistacienødder.
No Comments

Post A Comment