Perfektion i køkkenet – nem opskrift på Formel B mad
I mandags var jeg til et dejligt arrangement i Nikolaj Kirke – kirken midt i København, som ikke længere fungerer som Guds hus, men i stedet som kunsthal. Her havde AEG Electrolux opsat et stort flot køkken, for de skulle nemlig lancere deres nye køkkenserie, som kvadradisk og praktisk hedder Neue Kollektion. Jeg har selv to AEG ovne i mit eget køkken fra 2006, som jeg er glad for, så det var spændende for mig – ikke kun som mad-nørd, men også som AEG-ovn-ejer – at se den nye kollektion.
Et køkken er en arbejdsplads, hvor der skal produceres mad, så redskaber og arbejdsplads skal være funktionelle og velfungerende, og det er AEGs udgangspunkt, når de designer og udvikler og sikkert også grunden til, at jeg selv valgte ovnene der fra i sin tid. For at vise os, der var mødt frem til lanceringen, hvordan man kan bruge sit køkken som en professionel og skabe perfekte måltider derhjemme, var kokken Morten Paaske fra gourmetrestauranten Formel B mødt op. Morten er netop udlært kok til topkarakter og har bl.a. være i lære hos super-restauranten Alinea i Chicago og medlem af det danske junior kokkelandshold. Altså en af danske gastronomis kommende stjerner.
Han lavede en lækker 3 retters menu til os i det åbne køkken, hvor han fortalte hvordan han brugte f.eks. ovnenes funktioner til at opnår sit fine resultat. F.eks. brugte han kødtermometeret, der følger med ovnen, til at opnå den helt rigtige centrumtemperatur i kalvemørbraden – noget mange af os nok har svært ved. Jeg har for længst kapituleret og bruger hver gang mit eget kødtermometer, for så holder ovnen styr på temperaturen for mig og jeg behøver ikke styrte forvildet rundt og panisk tjekke kødet hele tiden – det værste er jo gennemstegt kød! Jeg anbefaler alle at anskaffe sig et kødtermometer.
Her får du Morten Paaskes opskrift på kalvemørbrad.
Stegt kalvemørbrad med dehydrerede daddeltomater og lun krydderurtemayo
Lille smagsprøve til 4 personer*
Specielle redskabsbehov: Sifonflaske
Daddeltomater
12 daddeltomater
1 spsk. sukker
2 spsk. olivenolie
salt
Halvér tomaterne og krydder dem med salt, sukker og olivenolie.Tør dem i ovnen ved 100 grader i ca. en time eller til de har cirka den halve størrelse. De skal stadig være saftige.
Lun krydderurtemayo
1 æg
1 spsk. eddike
1 lille bundt estragon
2 dl. vindruekerneolie
Salt
Blend olie og estragon i 4-5 minutter og hæld det i et glas. Kom æg og eddike i blenderen og tilsæt 1 dl. af den smagsatte olie – tilsæt gradvis i en tynd stråle, mens blenderen kører. Smag til med salt og kom massen på en sifonflaske. Placér flasken i 80 grader varmt vand og sæt en sifonpatron på.*
Kalvemørbrad
200 g. ordnet kalvemørbrad
olie
Brun kalvemørbraden på en pande. Kom mørbraden i forvarmet ovn ved 180 grader til den har en kernetemperatur på 54 grader. Tag kødet ud og lad det trække 5 min.
*Miras noter:
Du kan lave retten til en hovedret ved at gange kødmængden op med 3 eller 4 og fordoble tomatopskriften.
Hvis du ikke har en sifonflaske beregnet til madvarer, kan du sagtens servere mayonnaise som den er. Sifonen sørger for at puste luft i mayonnaisen, men den smager fint uden.
Forretten var laksetartar med lækker Baerii kaviar, eddike-marengs med foie gras creme og syltet rødbede. Super lækkert.
Og til dessert: passionsfrugt en surprise – en bisquitbund med passionfrugt is, dækket med marengs og bagt i ovnen.
Jesper Ekmann
Posted at 14:13h, 26 augustHej
Jeg har ledt efter kogebøger og websites med sådan nogle opskrifter i lang tid nu – kender du til sådan noget?
Med venlig hilsen
Jesper Ekmann
Mira Arkin
Posted at 12:31h, 27 augustHvad er det for en slags opskrifter du mener? Der findes masser af kogebøger fra gourmetrestauranter med avanceret mad.
Jesper Ekmann
Posted at 11:21h, 30 augustHej igen
Mit spørgsmål var måske en smule kluntet formuleret – men det er lige præcis sådan noget jeg søger. Kan du anbefale nogle gode bøger eller websites?
Med venlig hilsen
Jesper
Mira Arkin
Posted at 12:33h, 30 augustPrøv at kigge på Thomas Hermans to kogebøger og Wassim Halals Livretter (hans første bog). Og så er der jo Noma kogebøgerne, som er ret vilde – især den nyeste. Jeg synes ikke der er så meget af den slags på nettet – nok fordi det let bliver for avanceret for de fleste.
Men prøv at tjekke bloggen Madarkitekterne, hvor de leger med molekylær gastronomi af og til: http://www.madarkitekterne.dk/
God fornøjelse 🙂
Piskeriset
Posted at 10:48h, 13 martsJeg er helt pjattet med den dessert – den ser vildt kæk ud 🙂
lohmannp
Posted at 09:29h, 13 martsHejsa, ved ikke om det er billedet der driller med her hos mig ser mørbraden næsten gennemstegt ud, var den det?… mvh lohmann
Mira Arkin
Posted at 11:55h, 13 martsDen var perfekt rosa, som kalvekød skal være det – det er nok fordi tomaterne ligger der og flyder midt i det hele 🙂