
Pariserbøf på Bar’Vin

I torsdags besøgte jeg Bar’Vin, som er et af mine favoritsteder, og som bare altid er enormt godt. Nu har de som noget nyt indført deres version af smørrebrød til frokost og det skulle jeg lige ind og afprøve.
Det er ikke klassiske smørrebrødsstykker, men snarere deres allerede kendte småretter tænkt om som smørrebrød. Jeg spiste fx. denne vidunderlige udgave af pariserbøf, som tager udgangspunkt i Bar’Vins fremragende tatar (som i mine øjne er byens bedste tatar). Forestil dig den i pariserbøf-udgave, men med de sædvanlige Bar’Vin trimmings; syltede bøgehatte, rødbedeskiver, høvlet peberrod, piment d’Espelette-mayo og fritede kapers. Kødet var et mix med bl.a. onglet i og det smagte bare SÅ godt. Selvfølgelig oven på smørstegt surdejsbrød. Jeg drak saftig sangiovese til og var simpelthen så glad for igen at være på Bar’Vin.
Tataren findes også i smørrebrødsversion til frokost, ligesom den dejlige brandade og mange andre retter. Jeg havde faktisk vildt svært ved at vælge. Jeg startede faktisk med at spise dagens friterede fisk med (rigtigt) håndpillede rejer og en salsa verde til. Denne dag var fisken et tykt stykke torsk, der var perfekt sprødpaneret.

Det er så hyggeligt og personligt et sted, hvor Nils Thyge selv potter rundt og hygger om gæsterne og på helt clairvoyant vis vidste præcis hvilke vine min veninde og jeg var i humør til. Så godt værtsskab og så god mad. Alle råvarer er udvalgt med omhu og meget høj kritisk sans.

Jeg har virkelig kun fået sindssygt god mad på Bar’ Vin og jeg har været der er en del gange efterhånden. Og hvis du vil nørde vin, så er du kommet til rette sted. Der er masser af gode flasker at vælge imellem – både klassisk producerede vine og en stort udvalg af naturvin.
No Comments