Pariserbøf med lynpickles

Pariserbøf med lynpickles


Foto: Line Klein

Godmorgen og velkommen til 2020. Gør det nas?

Der var en gang, hvor jeg fik et stroke of genious og på forhånd inden en nytårsaften købte ind til pariserbøffer. Det er noget af det bedste, man kan gøre for sig selv, tømmermandswise. Alt hvad man har brug for dagen derpå. Måske også lige et par panodiler, nogle totalt stille børn (dream on) og noget binge-worthy TV. Og masser af Pellegrino (jeg er ikke til cola). Jeg siger til jer: Lav pariserbøffer 1. januar! Selv tak. Godt nytår!

Pariserbøf med hjemmelavede lynpickles

4 personer

600 g tartarkød (hvis du laver den meget rød) eller andet hakket oksekød
4 skiver godt hvedebrød
salt og sort peber
smør og olie til stegning
Tilbehør: æggeblomme, kapers, hølvet peberrod, rødløg, rødbeder og lynpickles (se nedenfor)

1. Del kødet i 4 portioner. Form dem til bøffer og klem dem fast på brødet.Krydr med salt og peber på kødsiden. Varm smør og olie i en pande og steg pariserbøfferne med brødsiden nedad et par minutter til brødet er sprødt. Vend bøfferne og steg videre ved middel varme til bøfferne er røde eller rosa – 3-4 minutter.

2. Anret pariserbøfferne med hakket rødbede, kapers, hakket rødløg, pickles og en æggeblomme på toppen.

Lynpickles
100 g blomkål
75 g gulerødder
50 g grønne bønner
salt
4 spsk creme fraiche 18%
1 spsk dansk sennep
1 tsk karry

Del blomkål i små buketter og skær gulerødder og bønner i små stykker. kog dem møre i godt saltet vand, sigt vandet fra og lad grøntsagerne køle ned.. Rør creme fraiche sammen med sennep og karry og vend grøntsagerne deri.

No Comments

Post A Comment