Pandekager med æble
Glædelig julemorgen!
Jeg sidder foran pejsen i min svigerindes families hus. Otto og Peter har lige leget med en af gaverne fra i går (brandmandspuslespil) og nu er der lidt ro med unger parkeret foran fjernsynet. Vi havde en hyggelig og traditionel juleaften lige efter bogen. Julemanden kom endda på besøg. Sjovt nok mens onkel Eivind var på toilettet. Det er så ærgerligt, at han altid går glip af julemandens besøg!
Min fineste gave var en smuk tekande fra Royal Copenhagen – den fra Flora med de smukke lilla blomster på. Jeg har sådan en sød kæreste!
Jeg er blevet helt vildt forkølet (for tredie gang i december – tak, vuggestue!), men der er heldigvis ikke de store planer i dag. Jeg satser på at sjaske rundt i joggingbukser hele dagen, mens Otto og hans fætre og kusine hjerner rundt og går amok i deres nye julegaver. Afbrudt af spiseorgier – min svigerinde er (som I kunne se på Instagram og Facebook) verdensmester i småkager og konfekt, så vi går ikke ned på snask!
Her får I en dejlig opskrift til enten morgenmad eller eftermiddagssnack. Dejlige, saftige æblepandekager, som er nemme at lave og smager fantastisk.
Pandekager med æble
25 stk
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1/4 tsk stødt kardemomme
2 spsk sukker
2 æg
3 dl mælk
25 g smeltet smør
smør og olie til stegning
4 æbler
flormelis og evt honning
1. Bland hvedemel med bagepulver og sukker. Bland æg, mælk og smeltet smør sammen og pisk det sammen med melet. Lad dejen trække i 15-30 min inden brug.
2. Brug en udstikker til at fjerne kernehuset i æblerne. Skær dem i meget tynde skiver. Smelt lidt smør og olie i en nonstick pande. Dyp hver skive æble i dejen og kom dem på den varme pande. Steg dem ca. 2-4 min pr side. De skal vendes, når der kommer små bobler i oversiden af dejen rundt om æblet.
3. Server æblepandekagerne med flormelis og evt lidt flydende honning.
Tip: Dejen er en amerikansk pandekagedej. Den kan bruges uden æbler til at lave amerikanske morgenmadspandekager, som serveres med ahornsirup.
No Comments