Vi elsker vort land – midsommermiddag hos Mielcke & Hurtigkarl

Sidste år fejrede Peter og jeg Sankt Hans med picnic i Frederiksberg Have sammen med et vennepar og de 1 milliard andre folk, der holder Sankt Hans i parken. I år var vi også i Frederiksberg Have, men middagen sørgede Mielcke & Hurtigkarl for.

Restauranten ligger smukt ved indgangen til Frederiksberg Have i de gamle, orange bygninger med urtehave, påfugle og det hele. Man sidder utroligt godt i det smukke, højloftede lokale, og denne årstid er et perfekt tidspunkt at sidde i en skøn have – og endnu bedre at det var Sankt Hans og vi kunne slutte af med bål. (mere…)

Rabarberkompot for dummies og honning-havre crunch

I min madnørdetheds spæde ungdom – da jeg studerede i Århus og havde mit helt eget køkken for første gang – var der nogle klassikere, jeg prøvede af.  En af disse ting var rabarberkompot. En anden var béarnaise sauce, som jeg fuckede op de første 3 gange, jeg forsøgte at lave det. Og hvor det faktisk alle tre gange gik ud over min gode ven Kasper (undskyld Kasper – jeg skylder dig 3 liter béarnaise). Den stakkels mand. Mere om béarnaisen en anden gang (faktisk vil jeg gerne love, at jeg skriver om at lave béarnaise en anden gang, så I slipper for at begå mine fejl). (mere…)

Tak til Italien, sol og tomater!

Hvis der er noget, italienerne har styr på, så er det at få enkelt sammensatte råvarer til at stråle i smuk samhørighed. Det er helt ekstremt, hvor godt brød, tomat, hvidløg og olivenolie kan smage sammen. Men det kræver, at brødet er godt, at tomaterne er modne, at olivenolien er af ordentlig kvalitet og så videre. Det simple, italienske bondekøkken er mit favoritkøkken (selv om Bo Bech kaldte mig frankofil i Kokkekampen). Jeg elsker simpliciteten og tilgængeligheden (og pastaen!). Og jeg elsker såden en mad her med brød og tomat. Men den skal spises om sommeren, for ellers er tomaterne kedelige. Hvis du ikke er midt i en tomatsæson (hvilket vi jo strengt taget ikke er her i Danmark lige nu), så gå efter cherrytomater, kryddertomater eller de kødfulde San Marzano tomater, som jeg har brugt her. De har langt mere smag en “almindelige” tomater har uden for sæsonen. Vælg tomater, der dufter og er mørkerøde.

Det her er nærmest ikke en opskrift – for det er egentlig ikke nødvendigt til noget så simpelt som dette – brød, tomat, hvidløg, olivenolie og lidt parmesan og basilikum. Du kan bruge det som frokostret, let aftensmad eller i mindre stykker som hapser. Det smager af Italien og af sommer – hvad kunne være bedre? (mere…)

Hvad spiser man til awardshows? Til snapsefest i Oslo

I sidste uge var jeg et smut i Oslo for at deltage i gallamiddagen til det årlige Linie Award; en kokkekonkurrence hvor deltagerne skal komme op med en ret, der passer til den norske Linie Aquavit – en snaps som mange danskere kender og kan lide.

Danske Tommy Friis, som til dagligt er køkkenchef på det skønne Molskroen (hvor tv-kendis-kokken Wassim Hallal også engang har slået sine folder) og kan kalde sig Årets Kok 2010 i Danmark, vandt over sine nordiske kolleger og gjorde begivenheden ekstra dejlig for de danske mad- og vinskribenter, der deltog i arrangementet.

Tommy Friis’ vinderret: Letsaltet nordsølaks med valnødder og danske rejer med karse, engsyre i dildhumus med kartofler og pulver af Karl Johan-svampe, tyttebær og syltede løg med rå rejer og Linie Aquavit-gelé samt karamelliseret krydret sky med løgskud.

(mere…)

Pasta med ricotta, squash og pancetta – indlæg nr. 100

Jeg er stolt af at kunne annoncere, at dette er indlæg nr. 100 på Miras Madblog.
Jeg elsker at skrive mine små indlæg herinde. Oftest sidder jeg i min sofa og skriver, med benene oppe på puffen. Tiden forsvinder fuldstændigt fra mig, mens jeg skriver, og det er fantastisk at blive så opslugt i det jeg laver, at jeg glemmer tid og sted. Det er netop fordi, jeg elsker det. Forleden måtte Peter ty til ekstreme midler for at få mig til at gå i gang med maden (og nej, det er ikke chauvinistisk, at jeg skal lave mad, når nu jeg insististerer på, at det er MIG der laver mad – jeg ser frem til det hver dag) i stedet for at sidde her og skrive løs. Pludselig blev jeg distraheret af en 2 meter lang mand, der kravlede rundt på gulvet foran mig og whinede efter mad. Den lille stakkel. (Nu bliver han nok helt vildt træt af mig, fordi jeg fortæller historier om ham. Sorry Peter!)

Tak til alle mine fantastiske, dejlige, kloge, madglade læsere fordi I er derude og der derfor er nogen, der læser det, jeg skriver. Faktisk nåede jeg ny rekord i min web-statistik for maj, hvor jeg kom helt op på 27.500 besøg på en måned! Det gør mig umådeligt stolt og glad, og jeg håber, I vil blive ved med at komme forbi bloggen. Jeg løber i hvert fald ikke tør for opskrifter! (mere…)

Sesam nudler – minder om mormor

 

Denne nudelret minder mig om min barndoms besøg hos min amerikanske mormor. Hun handlede ofte i et gourmet supermarked, hvor de havde en stor delikatesseafdeling med forskellige færdige småretter – alt fra frølår til spændende og eksotiske salater – her i blandt en sesam nudelsalat, som jeg var ret vild med.

Som barn var jeg ikke klar over, at der var noget der hed sesamolie, men da jeg senere opdagede det, blev jeg meget glad for at have opklaret, hvad der lå bag den smag, jeg så godt kunne lide. Sesamolie har en fyldig, lidt jordbunden smag og er ekstremt aromatisk. Du skal bruge det med måde. Det bruges som krydderi – ikke til at stege i.

Jeg varierer denne salat ret meget. Det er en ret, jeg ofte laver, når jeg ikke har fået købt ind. Jeg har nemlig altid både nudler og ingredienserne til dressingen i mit kolonialforråd. Og så blander jeg ellers bare med hvad der er af grøntsager i køleskabet; det kan sagtens være forskellige salater, kål, bønner, svampe og rodfrugter. Her er en forårsversion af salaten. (mere…)

Chokolade op til begge albuer

I Hillerød ligger Danmarks efter min ydmyge menings smukkeste slot, Frederiksborg Slot, men der ligger også den lille butik Chokolade Mageriet, som laver håndlavede chokolader. Stedet er opbygget og ejet af Dorte Madsen, som selv er udlært chocolatier. På Chokolade Mageriet kan man deltage i workshops, hvor Dorte viser hvordan man laver fyldte chokolader. Jeg var afsted med Peters arbejde, og aldrig har jeg set så stort et kar med smeltet, mørk chokolade. Det var lige til at hoppe i og rulle sig i! Hvad med en meget stor fyldt chokolade med Mira indeni? (mere…)

Lakse fish cakes – Laxomani i Sverige

Roadtrips med Tappsy, Abba og Kent

I weekenden var jeg i Norge og besøge svigerfamilien. De bor i det sydlige Norge lige ved den svenske grænse, så Peter og jeg kørte over Øresund og op gennem Sverige for at komme derop.

Jeg elsker roadtrips. Vi hygger os altid i bilen med Katjes Tappsy  (de der pandahoveder af skum og lakrids) og hører Abba eller eksotisk udenlandsk radio (der godt nok spiller præcis det samme musik som de danske kanaler, bare med lidt mere Kent), og så er der jo spise-pauserne, hvor vi enten kaster os over de sindssygt gode kanelbullar, som er helt aldeles spiselige selv i tankstation-udgave – med masser af kardemomme og kanel og strøsukker på (Note to self: find opskrift på svenske kanelbullar til et andet indlæg!) ELLER stopper ved Laxbutiken. (mere…)

Asiens svar på en flæskestegssandwich og mit livs bedste røde karry

I går var jeg så heldig at være til snig-premiere på Kiin Kiin bandens nyeste skud på stammen, Thai bistroen Aroiidee på Nørrebro.  Leertchai Treetawatchaivong og Henrik Yde Andersen står bag den Michelinbestjernede Kiin Kiin ved siden af, Dim Sum og Ricemarket , foruden take away jointen Aroii og nu er den entreprenante duo på vej med noget, der ligger langt fra asien, nemlig en burger joint, som skal ligge i Istedgade. De er ikke bange for at tage fat! (mere…)

Rabarber galette og min sejr over mørdejs-fatigue

Jeg har tidligere haft en lille aversion mod at bruge mørdej. Selv om jeg laver så meget mad, som jeg gør, har mørdej været sådan noget, som jeg sjældent orkede. Og derfor har jeg nok ikke lavet helt så mange tærter, som måske havde været klædeligt for sådan en mad-nørd som mig. Men nu er jeg ved at komme mig over min mørdejs-fatigue. For det er jo overhovedet ikke besværligt. Faktisk er det noget af det nemmeste overhovedet. Man kan endda gøre det med de bare næver! Det tager 5 minutter at samle en mørdej. Mens den sætter sig i køleskabet ordner man sit fyld. Eller man kan lave mørdejen dagen før (eller 2 dage før – eller fryse den og tø den langsomt op i køleskabet inden brug) og så rulle den ud, når man er klar.

En galette er en simpel og rustik form for tærte, hvor man ikke bruger en tærteform, men i stedet bare folder dejens kant op omkring fyldet. Du kan variere fyldet i det uendelige. Prøv også med æbler og kanel, fersken, blåbær eller en salt version med stegte svampe og ost .

  (mere…)