Ramsløg på 2 måder – forår i byen

Så er ramsløgene i fuld vigør over hele landet. Det er bare med at komme ud og fange dem. Jeg forsøgte selv at finde ramsløg, da jeg i påsken var på besøg hos mine forældre i Nordjylland, men i Skalskoven i Nibe var ramsløgene stadig kun små spirer på det tidspunkt. Ramsløg ligner lidt tynde tulipanblade og smager af hvidløg, når du spiser dem råt. De kan også tilberedes lidt som spinat, men så mister de deres hvidløgssmag. Finder du ramsløg i skovbunden, så tjek om de dufter af hvidløg – ellers er det noget andet en ramsløg.

Nu er jeg et by-menneske, forstået på den måde, at jeg føler mig tilpas i byen og måske en anelse akavet (læs: totalt lam) i naturen. Dette hænger også sammen med, at jeg er virkelig dårlig til at gå i praktiske sko – jeg kan næsten ikke få mig til at købe dem. Heldigvis har Irma sørget for by-folket, og således købte jeg en bakke friske ramsløg i min lokale Irma.
Ja, alle I vinder-typer der bor i nedlagte landbrug og selv dyrker jeres grøntsager, bare grin af mig. Men jeg er lykkelig over at kunne gå ned i mit supermarked og købe sæsonvarer, så jeg ikke går glip af det, fordi der er for langt til skoven. (mere…)

Gulerødder med rygeost

Rygeost er den eneste ost der er en 100% dansk opfindelse. Jeg forbinder meget smagen af rygeost med sommer, selv om der måske ikke er nogen speciel grund til det – man kan jo få rygeost året rundt. Måske er det fordi, røgsmagen minder mig om grill-aftener på terrassen eller fordi rygeost ofte spises sammen med sommergrøntsagerne radiser og agurk (i sommersalat). Jeg elsker rygeost i en kartoffelsalat med masser af purløg eller på en hapser med røget makrel og dild, eller som her med søde, bløde, bagte gulerødder, hvor den danske muld (gulerødder) og sommer (rygeost) kombineres med sydlige solstrejf (spidskommen) og græssmag fra bredbladet persille. Så kom vi vist hele vejen rundt. (mere…)

En solskinsfredag i København

     

Det var sådan en smuk dag i går. Jeg var ikke inviteret til Dronningens fødselsdag, men fejrede fredagen sammen med venner i stedet.
Efter arbejde mødtes jeg med min ven Kasper på en cafe i Strædet. Fik en plads i solen og en enorm fadøl, solbriller på og top-hygge! København kan noget særligt i foråret og sommeren. Byen summer og der summes ekstra højt i Strædet, som på sådan en dag er spækket med solbrillemennesker og faktisk minder mere og mere om Nyhavn, bare med færre alkoholikere og desværre også færre smørrebrødssteder…     

Så sprang jeg op på cyklen og oksede afsted til Østerbro – det blæste pludselig ad helvede til nede ved søerne, så jeg ankom til vinkollektivet Weinereis åbningsfest i Holsteinsgade med sindssygt hår og svedig pande. Classy! Heldigvis var der venner og vin og dejlig stemning, og utroligt lækker grøntsagshapsemad fra Din Baghave, som Mette Helbæk (min dygtige rivalinde fra Kokkekampen) står bag sammen med Christopher Melin. Din Baghave sælger grøntsager der er hevet op af jorden samme morgen, så friskere fås det ikke her i byen. Hos Weinerei deler 4 vinhandlere lokalet og sælger vin hver fredag fra 15-19. Det er min blogger-kollega fra bl.a. SpiselivRasmus Holmgård, der står bag lokalerne, hvor der også afholdes vinsmagninger.  (mere…)

Stakkels Lars og hans løbetræning – jordbær pavlova-lagkage

    

Jeg har lige haft besøg af min gode ven Lars, som kom forbi efter at have løbetrænet. Det fik han så ødelagt ved at spise denne kage sammen med mig og Peter. Vi beroligede dog os selv  ved at sige, at det ikke var så slemt endda – en pavlova består jo mest af luft…

En pavlova er en australsk dessert opkaldt efter den russike ballerina Anna Pavlova, som turnerede i Australien og New Zealand i 1920erne, bestående af fluffy marengsbund, som er blød og flødebolle-agtig indeni, med flødeskum og frugt ovenpå. Her har jeg lavet den om til en slags lagkage, som jeg indrømmer er på grænsen til det vulgære, men på den rigtigt gode måde! Kombinationen af marengs, fløde, jordbær og chokolade, behøver man vel ikke gøre så meget ekstra reklame for – det virker bare.
Kagen ser fantastisk og fjollet ud på én gang, men det kan ikke undgås at den splatter lidt ud, når man begynder at skære i den. Brug en savtakket brødkniv, for at minimere risikoen for total udsplatning.  

(mere…)

De bedste pølser er hjemmelavede

For nogle år siden holdt mine forældre en stor pølsefest for alle mine venner, hvor vi brugte en sommerlørdag på at lave diverse forskellige hjemmelavede pølser, som vi så grillede og spiste om aftenen sammen med en masse kolde fadøl. Det var for det første helt vildt sjovt at sige, at man skulle “lave pølser” og for det andet var det bare så fedt at være sammen om at lave noget fra bunden. På det tidspunkt havde ingen af os den store erfaring med pølsemagning, og pølserne blev heller ikke helt perfekte. Siden har vi fundet ud af, at der er nødt til at komme en del fedt i en pølse, for at den er saftig. Sådan er det bare og der er ingen grund til panik – bare lad være med at spise pølser hver dag! Til gengæld er der ingen mel eller andre slags bindemiddel i og slet ingen tilsætningstoffer eller andre suspekte ingredienser.

Der er ikke meget pænt at sige om langt de fleste pølser, man kan købe i Danmark. De er simpelthen for ringe, fyldt med dårlige ingredienser, alt for meget mel og diverse tilsætningsstoffer. Desuden er de så fintmalede, at det er som at spise en hudfarvet melbolle. Du har ingen chance for at finde ud af, hvad der egentlig er i, og det er i det hele taget i de fleste tilfælde et affaldsprodukt. Selvfølgelig findes der bedre varianter. Kålpølser smager godt og visse slagtere producerer også pølser af rigtig god kvalitet.

Jeg er vild med italienske og franske rå pølser, hvor du kan se hvad der er i, fordi farsen er ret grov i det, og hvor der ikke er tale om et produkt, hvori man prøver at gemme alle mulige underlødige ingredienser. Den bedste måde at få en god kvalitetspølse på, er ved at lave den selv. Så ved du præcis, hvad der er i, og de smager helt vildt meget bedre end (danske) købepølser. Det er slet ikke så indviklet som man skulle tro, men det er bedst at være to om det. (mere…)

Deviled eggs – amerikanske djævleæg til påskefrokosten

Min mor er amerikaner, og derfor dukker der af og til nogle amerikanske retter op i mit køkken. Deviled eggs er en af dem og en ret (hvis man kan kalde noget så simpelt en ret) jeg siden jeg var barn har været ret vild med. De er “deviled” fordi de er spiced lidt op med karry og sennep – man kan selv styre om de skal være stærke eller milde – nogle kommer tabasco i for ekstra spicyness. Man finder tit deviled eggs på buffeter  til fester og til picnics i USA, og så er det også en tilbagevendende ret på mange bar-menukort – altså en hapser, man kan bestille til sin øl eller drink i en bar.

Her i Danmark gør de sig blandt andet rigtig godt på et påskefrokost-bord – f.eks. som tilbehør til sildene eller for sig selv. Man kan også spise dem med rejer eller stenbiderrogn til.

Deviled eggs har i en periode været upopulære, da man særligt i USA har haft en kolesterol-angst, som gik hårdt ud over æg. Nu ser det ud til at mange forskere har ombestemt sig, og flere mener nu at æg er en såkaldt “super-food”, som er godt for både det ene og det andet. Jeg ved ikke hvad man skal mene. Jeg tror at “alting med måde” er et meget godt regelsæt at følge, ikke at jeg altid gør det… (mere…)

New York fortsat: en aften på Per Se

 

En stor beslutning

Lang tid inden vi tog til New York, besluttede jeg, at jeg ville prøve at spise på Per Se – kokken Thomas Kellers søsterrestaurant til hans højtelskede restaurant i Californien, The French Laundry. Per Se er lidt mere formel – måske fordi den modsat The French Laundry, som ligger i skønne omgivelser i den lille landlige by Yountville, ligger lige midt på Manhattan i Time Warner Center i bunden af Central Park med dertilhørende fabulous udsigt over parken og Manhattan.
Per Se har 3 Michelin stjerner og 4 stjerner i The New York Times (begge det største antal stjerner man kan få i de henholdsvise restaurant-anmeldelser). Deruover har den højeste karakter for service i New Yorkernes yndlingsguide Zagat (en brugeranmelder-baseret guidebog). Alt sammen peger det i retning af, at der her må være tale om noget helt specielt – en ekstraordinær restaurantoplevelse med alt hvad det indebærer både på mad, service og omgivelses-fronten.

Man kan selvfølgelig ikke bare komme spankulerende ind på sådan en restaurant uden en reservation. De modtager reservationer 2 måneder før datoen, og præcis 2 måneder inden d. 24. marts ringede jeg til dem og blev faktisk helt overrasket over at kunne få et bord. Man skal garantere sin reservation med et kreditkort og ringe og bekræfte 2 dage før, og hvis man bliver væk skal man betale et eller andet beløb som straf. Et meget seriøst set-up!

Jeg nåede faktisk at komme lidt i tvivl om jeg nu også ville gøre det. Det er et dyrt sted at spise, og når man bor i København, er man vandt til et enormt højt kulinarisk niveau. Jeg var lige ved at droppe det helt, men både Søren Frank (vin- og madskribent på Berlingske Tidende og forfatter til flere bøger om vin – han var også dommer i Kokkekampen) og Jesper Uhrup Jensen (chefredaktør på magasinet Gastro) syntes jeg skulle gøre, og så tænkte jeg jo også på min pengepræmie fra Kokkekampen – mon ikke jeg kunne klare at smide 5000 kr. på en middag? Jo sgu! (mere…)