Ovnristet sellerisuppe med hvidløg

Ovnristet sellerisuppe med hvidløg

sellerisuppe

Fredag lavede jeg en virkelig vellykket suppe af ovnristet selleri. Det var super enkelt og rigtig lækkert og tilfredsstillende, for ting der er ovnristede eller på anden vis ristet smager altid lige lidt bedre.

Ovnristet sellerisuppe med hvidløg
Til 4 personer

ca. 800 g knoldselleri
3 fed hvidløg
1 + 1 spsk olivenolie
salt
1 medium løg
2 medium kartofler
7 dl hønse- eller grøntsagsbouillon
5 dl mælk
hvid peber

Tilbehør: ristet bacon og purløg og evt. hasselnøddeolie

1. Skræl sellerien med en kniv og skær den i grove tern. Lad skallen blive på hvidløgene og kom dem i en bradepande sammen med selleritern. Vend det med 1 spsk olie og krydr med lidt salt. Bages i ovnen i 45-60 min. ved 190 gr. Dette kan du også gøre i forvejen og så bare dække bradepanden til med folie indtil du skal bruge de færdigristede grøntsager i suppen.

2. Skær løget i grove tern og steg dem i 1 spsk olie ved medium varme i en gryde. Skræl imens kartoflerne og skær dem i små tern. Tilsæt bouillon og den ovnristede selleri samt kartoflerne. Pil hvidløgene ud af skallen og kom i suppen. Lad det simre under låg til kartoflerne er helt møre – 20-30 min.

3. Tilsæt mælken og brug en stavblender til at blende suppen helt cremet. Hvis konsistensen er for tyk kan du tilsætte mere mælk. Smag til med hvid peber og evt. mere salt og server med ristet bacon og purløg. Jeg dryppede også med lidt hasselnøddeolie, som passer super godt til den ovnristede selleris nøddeagtige smag.

 

_1190578s

2 Comments

Post A Comment

  • Dina
    Posted at 21:51h, 22 januar Svar

    Hej mira

    Den ser rigtig lækker ud, smager den meget af selleri? Jeg tænkte på om man ogsåmkunne ovnriste kartoflerne?

    • Mira Arkin
      Posted at 11:01h, 25 januar Svar

      Ja, den smager af selleri, men den får en mere dyb og nøddeagtig smag pga ristningen. Jeg synes ikke du skal riste kartoflerne også – dem tilsætter jeg for at give en cremet fylde til suppen. Jeg er bange for at du får klumper i suppen, hvis du rister dem.