Dutch baby pancake med jordbær
En kæmpepandekage? Ja tak!
I går lavede jeg denne fluffy store dutch baby kæmpepandekage i min Staub støbejernspande. Det er sådan set en pandekagedej – måske en lidt mere ægget en af slagsen – som kommes i en varm pande og bages i ovnen. Derinde fluffer den op som en soufflé og så spiser man den som den er eller med sukker, frugt, bær, syltetøj eller kompot. Otto og jeg delte den, da han kom hjem fra børnehave til stor succes for både store og små.
Det er jo nu en gang nemmere bare at sjaske hele pandekagedejen i panden på én gang fremfor at stege 10 pandekager. Jeg er vild med det. Vil også prøve det til morgenmad eller brunch en dag – måske i en salt udgave med bacon og purløg?
Ovnpandekage (dutch pancake)
perfekt til 2 personer
3 store æg
1 dl mælk
75 g hvedemel
1 knsp salt
1 spsk sukker
1 tsk revet citronskal
½ tsk vaniljesukker
1 spsk smør
Topping: jordbær og flormelis
Kom en solid pande i ovnen på en rist og varm den op til 200 gr. Støbejern er godt, da det holder varmen, selv når du har panden ude af ovnen for at komme pandekagen i.
Pisk alle ingredienser undtagen smør (og topping) sammen. Når ovnen er varmet op kommes smørret i panden, så det smelter. Tag panden ud (husk for guds skyld grydelapper!) og fordel smørret rundt i panden. Hæld pandekagedejen i og stik panden tilbage i ovnen. Bages ca. 25. Pandekagen soufflerer meget op, men den falder lidt sammen igen, når den tages ud.
Pynt med fx jordbær og drys med flormelis.
Søren Johansen
Posted at 11:46h, 28 majKan træhåndtaget tåle at komme i ovnen?
Mira Arkin
Posted at 19:53h, 28 majDet kan det på de pander jeg har med træhåndtag. Jeg tror de fleste kan klare det. Måske ikke over 250 gr. men ellers.