Osteria 16 – nyt spisested til hverdagen på Vesterbro

Osteria 16 – nyt spisested til hverdagen på Vesterbro

Det ligner for en gangs skyld et ægte osteria, når man træder ind ad døren på Morten Kaltoft og Emil Alsbos uformelle spisested, Osteria 16 på Vesterbro.

Sidst, jeg spiste på et ægte osteria (altså ikke sådan en moderne, minimalistisk indrettet og ret så dyr restaurant, som har valgt at hedde noget med osteria – mest for at lyde autentisk, men uden at være det) var for 3-4 år siden i Brescia i Lombardiet. Peter og jeg var på vej til Sydfrankrig og havde en overnatning i denne ikke så ophidsende by, hvor vi i en dunkel gyde fandt et osteria. Her var kun lokale og restauranten blev drevet med gammelfar på gulvet og gammelmor i køkkenet. Ingen talte andet end italiensk og menuen blev læst op for os af den gamle bedstefar fra et krøllet stykke ternet papir. Jeg koncentrerede mig helt vildt for at få mit menukort-slash-opera-italiensk til at række og det gik faktisk ret godt, undtagen en enkelt ret – asino. Det var så til gengæld det ene ord på engelsk, som vores vært kendte. “Donkey”, fremstammede han og vi valgte så noget andet. Det smagte sikkert ikke slemt – nok bare af hest, men vi var ikke lige i æselhumør den aften. Men pointen med historien er, at et osteria er et meget uformelt spisested. Sådan et sted, hvor man kan tage hele la famiglia med en søndag eller hvor man tager hen og spiser aftensmad, fordi man ikke selv gider lave mad. Det er ikke noget fancy, men enkle retter og ofte uden særligt mange valgmuligheder. På osteriaet i Brescia (jeg er faktisk ikke sikker på, det havde et navn) var der to vine at vælge imellem: rød og hvid. Færdig.

Osteria 16 er et ægte osteria i den stil, som det, jeg oplevede den gang i Lombardiet. Man sidder tæt i rustikke omgivelser, vand bliver serveret i plasticbægre og der er kun én menu at vælge og så er det billigt. Her serveres 8 antipasti til 250 kr. Det går rimelig hurtigt og det er små, lette retter. Overordnet er det vældig italiensk og den aften, jeg var forbi var det ret syditaliensk i stilen med masser af fisk, citron og chili og så en enkelt pakistansk karryret, som jeg var forberedt på nok ville komme, for Osteria 16 har en pakistansk opvasker, som får lov at have en ret med – jeg ved ikke, om det er hver aften. Det var en vældig god karry, men jeg synes nu den stak ret meget ud fra de ellers meget italienske retter, som kom ud af det minimale køkken.

Måske skal man ikke være så emsig og i stedet slappe totalt af og se Osteria 16 som et meget casual spisested. Det er ikke nødvendigvis stedet, hvor man kommer for at hænge ud hele aftenen over en middag, som man f.eks. gør det på Famo restauranterne. Osteria 16 er måske mere et hverdagssted eller et drop-in på vej til eller fra noget andet, man skal. Mange af de gæster, der kom, var walk-ins, altså folk, som ikke havde reserveret bord. Det er overfedt at have den slags steder i sit hood og jeg er sikker på, at man sagtens kan spise her ofte, for menuen vil hele tiden ændre sig.

Her kan du se, hvad jeg spiste.

Fra det åbne køkken flyder en lind strøm af antipasti. Alle retterne var til deling mellem to personer (bare så I ikke synes, jeg er et totalt svin med al den mad).

Grillet brød med cremet bacalau.

Rå jomfruhummere med persille, citron, chili og olivenolie. Jeg ved godt at mange kokke elsker at servere jomfruhummerne helt rå, men jeg synes, de bliver meget slimede af det, så jeg foretrækker at de er tilberedt en smule – ikke ret meget, men bare så de ikke har den let snottede konsistens, men stadig bevarer deres sødme.

Brød og god olivenolie.

Crudo af en hvid fisk, som jeg desværre ikke husker hvad var for en. Den var dresset med masser af olivenolie, en anelse chili og persille og henover var revet tørret tunhjerte! Det har jeg godt nok aldrig før smagt. Min veninde sagde også “Åh nej, tørret tunhjerte igen! Det spiser vi bare heeele tiden!” (indsæt tør sarkasme). Det var vildt eksotisk og sjovt at smage noget helt nyt. Det gav lidt af den samme fiskede umamismag, som bottarga giver, men jeg var nu ikke så vild med den lidt blodagtige og samtidigt fiskede smag.

Til gengæld var jeg meget vild med agrodolce af grillede peberfrugter med super gode ansjoser.

Det var ikke kun karryretten, som stak lidt ud. Denne kålsalat med silkebløde stykker af blæksprutte og ristede løg var ret thai aller vietnamesisk i udtrykket. Den smagte fortryllende.

Den piemontesiske klassiker vitello tonnato kom på en lille paptallerken. Møre, tynde skiver lyserødt kalvekød dækket med et tykt lag af tun-mayonnaise sauce med kapers. I baggrunden kan man lige skimte en tallerken med tynde, grønne asparges med et generøst lag parmesanost over .

Og så var der den pakistanske kyllingekarryret, som var super velsmagende og frisk i smagen, men som jeg som sagt synes passede dårligt ind i resten af menuen. Til karryen var en cremet kikærteraita med tomater.

Desserten var ikke en del af antipastimenuen, men vi tilkøbte den, og det var vi glade for. Bløde, søde jordbær og en pisket mascarpone med citronskal og sukker i.

Jeg elsker at spise hapsemad i en lind strøm som denne – derfor er Famo 51 også en af mine yndlingsrestauranter. Tænk at maden (ex. dessert) kostede 250 kr. Det er jo ingenting. Der var én tjener på gulvet og han klarede det fint. Der var styr på sagerne og retterne kom i perfekt tempo. Det var små serveringer, men der var jo mange af dem, så vi havde det godt uden at føle os forspiste bagefter.

Vi drak i øvrigt aperol spritz først og delte derefter en ukompliceret flaske chardonnay fra Bourgogne. Vinkortet er kort, men billigt med både italienske og franske vine.

For en hurtig, afslappet middag er Osteria 16 et skønt sted. Bare man ikke er emsig med karryretters placering og i øvrigt ikke har noget imod at sidde tæt på nabobordet. Tillykke til Vesterbro med at have fået sådan et hyggeligt spisested.