Østers med mescal

Østers med mescal


Foto: Chris Tonnesen

Min nytårsmenu er ikke helt på plads endnu, men her er en idé til en hapser eller forret til din nytårsaften. Hvis du ikke kan skaffe mescal, kan du bruge god tequila istedet – så får du ikke den samme røgede smag, men det er stadig en fræk østers.

Har du brug for mere inspiration, kan du taste nytår ind i søgefeltet og så kommer der en masse indlæg frem fra tidligere år.

Mescalflamberede østers

4 pers.

Den røgede smag fra mescal giver et godt kick til de friske østers.

12 østers
saft af 1 lime
½ dl mescal
¼ agurk
1 rød chili
1 spsk tørret morgenfrueblomst

Åben østerserne og skær dem frie af skallen. Sigt saften ned i en skål og bland med limesaft. Kom østerssaft og limesaft i en lille gryde og varm det op. Kom østers i og lad dem kun lige blive varme i overfladen – de skal stadig være rå indvendigt. Tilsæt mescal og flambér. Tag med det samme østerserne af varmen og tilbage i deres skaller. Drys med agurk i fine tern, finthakket chili og morgenfrueblomster.

No Comments

Post A Comment