Nytårskavalkade 2011 – højdepunkter i min mave

Nytårskavalkade 2011 – højdepunkter i min mave

Så gik endnu et år og jeg sidder nu og i eftermiddags-tusmørke og skriver lidt om det forgangne år, sådan som det har set ud for mig.

Det har været et år meget meget rejseaktivitet, og det kan man se af mine hjemmelavede kategorier for årets nytårskavalkade – højdepunkterne i min mave 2011.

Årets mellemmad

Peter og jeg var i Paris i starten af marts – det var første gang vi var der sammen, og det var vidunderligt at gense den smukke by. Jeg skrev jo stolpe op og stolpe ned om alt hvad jeg spiste på den tur. Det kan du se her og her.

På vores byferier er vi vildt dårlige til at holde pauser og kommer altid til at gå for meget, så vi er helt baldrede, når vi endelig tager et hvil. Et af disse hvil tog vi i Marais kvarteret på en helt tilfældig café – en café som så mange andre caféer i Paris. Her fik jeg en deeejlig mellemmad – det som franskmændene så fint kalder en tartine, og for os grå danskere dermed løfter til noget meget mere sofistikeret og avanceret end en stille og rolig mellemmad. Men det er altså bare en mellemmad. En skive af det gode Poilâne brød med smør og skiver af skinke fra Auvergne. Så simpelt og så vidunderligt – og det var det, fordi de simple ingredienser var af høj kvalitet. Godt brød, godt smør og god skinke. Ikke noget pjat der. Jeg vil spise flere gode mellemmader i det nye år.

Bedste fisk

Som med den parisiske mellemmad, så er det ofte sådan, at de bedste måltider er de enkleste – sådan har jeg det i hvert fald. Det er som om de enkle retter ryger direkte i min fortids-øgle-hjerne og trykker på nogle knapper, så jeg bliver lykkelig og husker måltiderne bedre end et mere avanceret og fancy måltid.

I oktober var jeg endnu en gang i Paris på en lille tur i arbejds medfør (jeg besøgte Mailles fine sennepsbutik, og det kan du snart læse om i Gastro). I den forbindelse spiste jeg frokost på klassiske Hediard på Place Madeleine. Hediard er kendt for sine delikatessebutikker rundt omkring i Frankrig, hvor du kan købe alt fra vin og te til ost, foie gras og krydderier. I Paris har de over deres butik en restaurant, og her fik jeg en perfekt sole meunière – altså en flået søtunge vendt i mel og stegt i smør. den kom med en skål kartoffelmos rørt med purløg og god olivenolie og et par skiver citron over. Fisken var ultra frisk og spændstig, perfekt tilberedt og alt det en sole meunière skal være. Og så smager fisk bare bedst når det er tilberedt på benet. Det kan næsten ikke blive mere simpelt, men det var perfekt. Den kostede 43 euro, og det er heller ikke helt billigt, men nu var det jo til gengæld perfekt og jeg sad midt i Paris.

Den amerikanske kogebogsforfatter Julia Child, som åbnede den amerikanske husmors øjne for det franske køkken i 1960’erne med sit mesterværk Mastering the Art of French Cooking, har beskrevet sit øjen-åbner-for-fransk-mad-måltid som det første måltid, hun fik, da hun efter krigen flyttede til Frankrig med sin mand. De kom i land og kørte til en lille restaurant i Rouen, hvor hun fik sin første sole meunière. Og så sagde det bare klik for hende – aldrig havde hun fået en så vellavet fisk, og derefter gik hendes interesse for råvarer, mad og teknikkerne bag helt amok, og hun gjorde under sit mangeårige ophold i Frankrig et enormt forarbejde til sin bog, som lærte amerikanerne at lave klassisk fransk mad. Alt det kan en vellavet sole meunière starte – og dette var den bedste fiske-oplevelse, jeg havde i år. Igen – super enkelt.

Bedste dessert

Vi bliver lidt i Frankrig til denne kategori, som nu lige så godt kunne have foregået i Nordjylland, hvor jeg kommer fra. Min mor laver nemlig de bedste desserter.

Jeg foretrækker hjemlige desserter fremfor fancy restaurantdesserter med tusind facetter. Det er nok igen min fortids-øgle-hjerne, der bestemmer, og i foråret besøgte jeg mine forældre i deres sydfranske hus, og min mor lavede min dermed nye yndlingsdessert: french toast af brioche med butterscotch sauce og vaniljeis, som hun selv kopierede fra en lokal restaurant, Les Templiers i Vence. OH. MY. GOD!! som Janice fra Venner ville have sagt med sin nasale stemme. Brioche er perfekt til french toast – eller arme riddere som de hedder – og jeg har kopieret min mors dessert flere gange siden.

Mest tankevækkende måltid

Jeg var på Noma i februar, og som I måske kan huske fra mit utroligt lange indlæg derfra, så var det noget, der virkelig satte tankerne i gang hos mig. Det er det, avantgarden kan. Det var et udsøgt og spændende måltid, som bestemt ikke talte til min fortids-øgle-hjerne, men i særdeleshed til min moderne-menneske-som-interesserer-sig-for-gastronomi-hjerne.

Det var en enormt stor oplevelse og maden var alle pengene værd. Læs mit indlæg, hvis du vil se, hvorfor jeg til gengæld ikke synes vinene var alle pengene værd.

En anden stor oplevelse, som virkelig udfordrede mig, var middagen på Dos Palillos i Barcelona, hvor Peter og jeg spiste i oktober. Det måltid satte næsten lige så mange tanker i gang hos mig, som Nomas, men Noma vinder dog alligevel kategorien, for hele den nordiske køkken-bølge har bare større betydning for mig som bosiddende mad-nørd her i Danmark, end et asiatisk-spansk avantgarde køkken har. Men Dos Palillos var altså også en stor oplevelse.

Bedste restaurantoplevelse

Her er vi til gengæld ovre i det mere simple igen, men dog stadig med nordisk køkken på. Med denne kategori mener jeg det spisested, hvor jeg følte mig tilpas, havde lyst til at komme igen, var vild med maden, havde lyst til at spise der ofte osv. Altså ikke avantgarde – for det har man ikke lyst til at spise ofte. Det har man derimod når det gælder vellavet, relativt enkel mad lavet på sæsonens allerbedste råvarer – i rare omgivelser.

Jeg var på Kødbyens Fiskebar to gange i år og jeg elsker det. Køkkenet laver ultra smukke anretninger, men husker altid at have velsmagen med, så man bliver tilfredsstillet i både mund og øjne. Som du kan læse i mit indlæg fra de to besøg, var retterne utroligt smukke og alt var perfekt tilberedt. Et super godt køkken til helt aldeles rimelige priser, midt i byen og med masser af stemning og liv. Et uformelt spisested, hvor man kan komme igen og igen. Og så er deres drinks også gode. Bravo!

Bedste fritter

Jeg har ikke besøgt restauranten rigtigt endnu, men til receptionen for Brdr. Prices nye restaurant vold-åd jeg af deres pommes fritter, fordi de var så utåleligt gode. De kommer i fine mini-fritøse-net og til fritterne fik jeg hjemmelavet tartarsauce og en aioli med bacalau. Jeg håber ikke der var nogen, der holdt øje med hvor meget jeg spiste. Det var pinligt!

Der findes naturligvis masser af andre gode frites-steder. F.eks. er jeg også meget vild med fritterne på Retour (og så vil jeg også lige sige, at det er dejligt, Rasmus Oubæk er tilbage i sin egen restaurant).

Dejligste overraskelse i udkantsdanmark

Det dejlige er, at der ikke kun findes god mad i København og uden for Danmark. Der er masser af dejlig mad i resten af landet. Blandt andet blev jeg overrasket over at finde en utroligt god slagter i udkantsdanmark – nærmere bestemt på Langeland, hvor Slagteren i Snøde laver udsøgt pålæg helt fra bunden. Han slagter endda selv dyrene – det er der fandeme ikke mange slagtere der kan bryste sig mig! Stor ros til den lokale lille slagter og jeg kan kun anbefale jer at køre forbi og prøve hans ufatteligt gode leverpostej.

Det var også i år, jeg besøgte Øko-Poul, som laver de vildt lækre Hindsholmgrise, man bl.a. kan spise på Nose2Tail i Kødbyen. Hans grise har det bare så godt, og hvor ville jeg ønske vi blev mere kræsne om hvor vores kød kommer fra. Det er frygteligt, så dårligt størstedelen af danske grise og kyllinger har det. Helt rystende.

Og når vi er ved provinsen: kommer du forbi Vejle og skal have frokost, så kan jeg varmt anbefale Remouladen, hvor jeg spiste virkelig godt smørrebrød. Tjek lige denne rejemad med æg:

Bedste oste

I sommer var Peter og jeg i Piemonte for første gang. Det kan jeg ikke forstå, vi ikke har været før. Vi elsker vinene og nu har jeg opdaget, at jeg også elsker alle ostene fra Piemonte. Hver og en. Det er oste som f.eks. denne Robiola, som jeg spiste en masse af dernede, og som jeg lykkeligvis også fandt i en lille oste- og vinvogn på torvet i Hillerød, hvor du kan købe delikatesser fra Piemonte. De har også en webbutik. Du kan sikkert også finde de lækre Piemonte oste andre steder. Denne ost spiste jeg sammen med honning med hvid trøffel i – endnu en god ting fra Piemonte. Og så er der jo så mange gode danske oste efterhånden. For slet ikke at nævne de franske, hvor vinterosten Mont d’Or stadig er en favorit. Den kan du købe lige nu, så husk det.

Hyggeligste hotel

Det var også i Piemonte at vi boede på et noget så hyggeligt B&B i La Morra, Fior di Farine, som jeg giver mine varmeste anbefalinger.

Det er mand og kone, som driver stedet og samtidig driver en melmølle i baggården, hvor du kan købe deres lækre mel fra. Jeg købte en stor pose alt muligt blandet, og alt har været virkelig godt og smagfuldt, stærkt mel. Margharita bager selv en masse brød og kager hver dag til den hyggelige morgenbuffet, hvor alt er økologisk. Stedet er både par- og børnevenligt og La Morra er et godt sted at slå sig ned, hvis man skal besøge Piemonte og se lidt af området.

Mest fabulous oplevelse

Endelig var 2011 året, hvor jeg fik en oplevelse der var så fabulous, at jeg aldrig havde drømt om, at jeg ville komme til at opleve det. Jeg var en tur på den røde løber til Cannes Festival. Selv om det var til premieren på en smal, finsk film, hvor jeg ikke så nogen som helst kendisser på løberen (hvem kender nogen finske kendisser?!), så var det bare lige mig at spankulere op ad den røde løber med min store næse i sky og stiletterne i sikker gang op af trappen til filmsalen. Og tak til universet for at jeg ikke snublede! En helt igennem vidunderlig oplevelse, som jeg aldrig glemmer – også selv om den ikke havde så meget med mad at gøre.

Hvad mon jeg skal opleve næste gang, som kan overgå den omgang? Lad os se, hvad 2012 bringer…

Godt nytår, kære læser.