Nytårsmenu 2014 – den nemme

Nytårsmenu 2014 – den nemme

8

Her kommer idéer til en lækker og nem nytårsmenu 2014. Opskrifterne er til 4-6 personer.
Foto: Line Klein

Gorgonzolabrød med fennikelsalat og hasselnødder

75 g hasselnødder
1 flutes eller ciabattabrød
150 g gorgonzola
100 g flødeost
½ fennikel
2 stængler bladselleri
2 spsk hasselnøddeolie
1 spsk æblecidereddike
salt og sort peber

1. Kom hasselnødderne i en lille bradepande og rist dem i en 200 gr varm ovn i 7-10 min. Hak dem groft .

2. Flæk brødet og læg det på en bageplade beklædt med bagepapir: Rør gorgonzola sammen med flødeost og smør det på brødene. Bages i 15 min ved 200 gr.

3. Lav imens toppingen. Brug et mandolinjern til at skære fenniklen i meget tynde strimler. Skære ligeledes bladselleri i tynde strimler, evt med en tyndskræller. Bland salaten med hasselnøddeolie, æblecideredikke og salt og peber.

4. Skær ostebrødene ud i bidder og top med salaten. Drys med nødderne.

_MG_5792

Røget laks med rygeost, bladselleri og rugbrød

250 g røget laks i skiver
75 g rygeost
2 spsk tykmælk
4 spsk vand
salt
100 g rugbrød
1 spsk neutral olie
2 tykke stængler bladselleri + blade

1. Rør en dressing af rygeost, tykmælk og vand og smag til med salt.

2. Brug en kartoffelskræller til at lave tynde strimler af bladsellerien.

3. Smuldr rugbrødet, vend det med olie og drys lidt salt over. Rist det sprødt i ovnen i 10 minutter ved 200 gr.

Anret laksen på et stort fad. Lige inden gæsterne kommer dryppes dressing over og bladselleristrimler og rugbrødskrymmel kommes over. Pynt med blade fra bladsellerien.

 

_MG_5744

Svinemørbrad med cremede champignon, mørke løg og sprødt brød

1 svinemørbrad
250 g champignon
¼ l piskefløde
2 skalotteløg
1 spsk smør
4 alm løg
6 tynde skiver flutes eller ciabatta
3 spsk neutral olie
salt og sort peber
evt frisk timian til pynt
1. Gå kødet efter for sener. Krydr med salt og sort peber og brun det på alle sider i en pande med 1 spsk. olie. Steg mørbraden færdig i ovnen ved 180 gr. i 15-20 minutter eller til centrumtemperaturen er 62 gr. Lad kødet hvile 10 minutter inden det skæres ud.

2. Rens champignonerne og hak skalotteløg fint. Brun de hele svampe i smør, tilsæt skalotteløg og lad dem stege til de bliver klare. Tilsæt fløde og lad det koge ind til en tyk masse, der dækker svampene. Smag til med salt og peber.

3. Pensl brødet med 1 spsk olie og drys med salt. Bag croutonerne sprøde i ovnen i 7 minutter ved 180 gr.

4. Skær de almindelige løg i kvarte – lad skallen sidde på. Steg dem i en pande med 1 spsk. olie til de bliver brune på skærefladerne.

5. Anret kødet i skiver, kom lidt champignon ved og læg 4 kvarte løg på hver tallerken. Drys til sidst med de sprøde croutoner.

4

Varm Mont d’Or med hvidløg og timian

1 Vacherin Mont d’Or ost
1 fed hvidløg
et par kviste timian
½ dl tør hvidvin

Skær slidser i osten med en skarp kniv. Skær hvidløg i tynde skiver og flå bladene af timian. Prop hvidløg og timian i slidserne. Tjek at birketræet omkring osten er samlet med klips (det er de normalt). Pak osten tæt ind i sølvpapir, men undlad at dække toppen til. Dette er for at undgå at osten løber ud af bunden, når den smelter. Det kan ikke undgås at den lækker lidt, men så bliver det fanget af folien. Bag osten i 20-30 min ved 190 gr. Serveres med brød.

3

Lune chokoladekager med hindbær
6 portioner

200 g mørk chokolade
200 g smør + ekstra til formene
200 g sukker
100 g hvedemel
1 tsk bagepulver
4 æg
1 lille bakke hindbær

1. Smelt chokolade og smør sammen over vandbad eller i mikroovn. Sluk for varmen og kom sukkeret i. Hæld det over i en skål.

2. Bland mel og bagepulver sammen og rør det i chokoladeblandingen. Tilsæt æggene et ad gangen og sørg for at røre dem helt ud i dejen.

3. Smør 6 portionsforme og fordel dejen i dem. Kom hindbær i og bag kagerne i 15-20 min ved 180 gr.

No Comments

Post A Comment