Nytårskur på Nose2Tail

Nytårskur på Nose2Tail

Måske er det fordi, jeg er fra Jylland. Men hvert år i den første uge af januar tænker jeg altid, at der selvfølgelig er INGEN der går ud for hverken at spise eller drikke i den uge. Vi skal jo alle komme os oven på jul og nytår og hvem fanden gider skulle ud allerede der?

Heldigvis passer det overhovedet ikke. Der var masser af folk i Kødbyen torsdag aften – både på barer og restauranter. Endda selv om det var absurd koldt. Sammen med min ven Lars var jeg på Nose2Tail, som havde inviteret til middag i anledning af deres genåbning under let ændrede forhold. Nose2Tail Madbodega går stadig op i bæredygtighed og der er stadig godt med kød (og flæskesvær) på menuen. Grisen er fra friland og fiskene er danske og bæredygtige. Men portionerne er blevet mindre (så man kan smage flere ting) og så er der åbnet en lille sød bar, Friends Bar, i enden af lokalet, hvor man kan sidde og drikke Fernet Branca, gin og tonic eller champagne i de dunkle hjørner. Vinkortet er blevet større og bredere og man kan også vælge at drikke en ølmenu til sin middag.

Man vil gerne lidt væk fra den overmaskuline bacon-øl-fernet-terningspil-stemning, der herskede over den hyggelige kælder, og lidt mere hen og have fat i folk der gerne vil ud og spise en god og ikke for dyr middag i afslappede omgivelser, men uden der går totalt drengerøv i den. Det lykkes også fint.

Vi startede med marinerede agurkestykker med dildmayonnaise og sprøde tyndtskårne griseører. Ørerne smager ikke af så meget, men giver noget sprødhed og en let grisesmag. Ikke noget at være bange for overhovedet.

Signaturretten hedder også Nose2Tail og er en lille rillettespølse af ukurante stykker fra grisen (som i øvrigt var en Grambogaardgris). Den smagte fortryllende, men jeg kunne godt have ønsket mig, at man var lidt mere nazi med pillearbejdet, da jeg fik et par lige lovlig store bruskstykker og nogle store stykker fast fedt – måske fra trynen – som var ubehagelige i munden. Lidt mere findelt og uden brusk, så havde retten været lige i øjet. Pøllen kom sammen med en svampecreme med let majssmag (som jo godt nok ikke ligefrem er i sæson, men jeg ved ikke hvilken slags majs, der var brugt). Det hele blev overhældt med en kraftig glace med tern af grisetryne, som er blødt og fedt og kan lidt af det samme som marv, men er mere fast i konsistensen.

Næste ret var en halv poussin, hvor bryststykket var paneret i baconkrymmel og en sødlig glasering. Brystet var perfekt stegt: dejligt saftigt og med en barbecuesmag fra bacon og glace. Låret var tilberedt sousvide og ultramørt og saftigt. Det smagte vidunderligt, men så blegfesent ud. Det er nok at jeg selv er bleg som døden i januar. Det ville have klædt poussinlåret at få en tur på panden eller under grillen inden servering, så udseendet ville følge med den store smag. Der var friskhed i form af rå jordskokker og syltede løg til. En virkelig dejlig ret, som heldigvis blev serveret med en rar pinot noir, muligvis fra Østrig.

Næste ret var en fortolkning af flæskesteg: et fint stykke langtidstilberedt bryst med svær på. Der var drys af sprøde poppere lavet på kartoffel og flæskesvær, en glace tilsmagt med solbær og en cremet kastanjeskum. Rigtig lækker ret.

Jeg var lidt nervøs over desserten, hvor knoldselleri indgik. Men det var en meget vellykket ret, hvor køkkenet havde fået sellerismagen næsten helt væk fra de tynde skiver, som i stedet smagte fint af limeskal og gav sprødhed over den onde mørke chokoladeganache, der gemte sig under. Der var krymmel af krystalliseret mørk og hvid chokolade og ekstra friskhed fra den frække lysegrønne creme anglaise med skovsyre. Så lækkert! Det var både mørkt, friskt og cremet – en så fint gennemtænkt dessert.

Og så havde vi glanet længe efter nabobordet. Både fordi det var nogle pæne unge hipstermænd med perfekte skæg og butterflies, men specielt fordi de drak store skummende espresso martinis. Sådan nogle sluttede vi også af med og de var fyldige, søde og kaffelækre og vi var faktisk nødt til at drikke to hver. Så kunne vi til gengæld også bevæge os hjem til Frederiksberg uden at vores blod frøs til is!

No Comments

Post A Comment