New Yorker pickles
Nogle gange, når jeg mangler lidt ekstra New York i tilværelsen, får jeg lyst til at sætte tænderne i en rigtig
dill pickle – en agurk syltet efter jødiske traditioner med salt, hvidløg og dild. De er sprøde og skal helst være friske – dvs. at de skal opbevares på køl og ikke er langtidsholdbare.
Når man får en hamburger eller en sandwich på den nordlige amerikanske østkyst, får man næsten altid et stykke pickle med. Men den kan også spises for sig selv som snack, eller i skiver i en sandwich eller som krydderi i andre retter. Og hvis man pludselig befinder sig sammen med venner og en flaske god vodka, kan jeg varmt anbefale kolde vodkashots med pickles til. Man drikker sit shot og spiser derefter en skive pickle. Man føler sig lidt lækkert russisk og det skruer virkelig op for festen.
Sylteagurker er i sæson sidst på sommeren, og hvis din grønthandler ikke allerede har dem, kan du bede ham tage nogle med til dig fra grønttorvet.
Det er utroligt nemt at sylte sine egne agurker. Her er den opskrift, jeg selv bruger.
New Yorker Pickles
12-14 sylteagurker
5 dl. kogende vand
4 dl. lagereddike
300 g. sukker
1½ spsk. groft salt
1 spsk. syltekrydderier (sennepsfrø, sort og hvid peber, chili)
1½ tsk. fennikelfrø
8 fed hvidløg, pillede
6 skærme krondild (findes i haven eller købes hos grønthandleren – sæson samtidig som agurkerne)
Det kogende vand hældes over sukker og salt og eddiken hældes i. Lad salt og sukker opløses i væsken og lad den køle af.
Imens vaskes agurkerne grundigt. Der kan sidde lidt sand på. Prik hver agurk ca. 4 gang med en nål og læg dem i sterile sylteglas. Fordel syltekrydderier, fennikelfrø, hvidløg og krondild i glassene og hæld tilsidst syltevæsken over så det dækkker agurkerne. Skrug lågene godt på og lad agurkerne stå i køleskabet i 7-10 dage inden de kan spises.
Agurkerne kan holde sig op til 1 måned. Hvis man ønsker længere holdbarhed tilsættes atamon til syltevæsken.
Maria Roder
Posted at 08:03h, 20 juliJeg har savnet agurkerne siden de ikke længere sælges i Magasin og forretningen på Frederiksberg lukkede, sa mange tak, nu kan jeg selv gøre et forsøg.
Med venlig hilsen
Maria