Lunpastasalat med bagte tomater og feta
Dette er en af den slags retter, der bliver bikset sammen på en travl hverdagsaften, hvor jeg ikke rigtig har fået købt ind og bare laver mad ud fra hvad der er nu er i køleskabet. Det bliver det jo heldigvis ikke værre af.
Vi spiste den som tilbehør til et par krydrede hakkebøffer. Et par dage efter lavede jeg samme ret igen – denne gang bare med cherrytomater og basilikum i stedet for persille – og tog den med over til venner, som vi skulle grille hos.
Lun pastasalat med bagte tomater og feta
4-6 pers.
300 g pasta, fx gnocchi di sardi (som her), penne, skruer eller conchiglie
500 g tomater
1 fed hvidløg
100 g feta
1 lille bundt persille
salt og sort peber
1+4 spsk olivenolie
2 spsk hvid balsamico
1. Kog pastaen al dente i godt med saltet vand. Sigt vandet fra og skyl med koldt vand – i en pastasalat har vi nemlig ikke brug for det ellers gode stivelsesholdige vand, som pastaen har kogt i.
2. Skær tomaterne i tykke både og vend med knust hvidløg og 1 spsk olivenolie. Krydr med salt og peber og bred dem ud i en bradepande med bagepapir. Bag tomaterne i 15 min ved 180 gr.
3. Vend de varme tomaterne i pastaen – husk at få al saften med fra bradepanden. Smuldr fetaen i salaten og vend med groft hakket persille, olie og balsamico. Smag til med salt og peber.
No Comments