Nem chicken tikka

Nem chicken tikka

Chicken tikka er blevet vores ældste dreng Ottos yndlingsret. Sjovt nok kan han bedst lide de retter jeg laver, som er lidt krydrede, uden dog at være decideret stærke. Så man skal nok ikke være så bange for at krydre ungernes mad. Hvis jeg laver underlår, så kan han spise 4 eller 5! Vi andre elsker også retten, så det er noget jeg ofte laver – også fordi det er så nemt at smække i ovnen. Denne version er så lavet på grill, men du kan lige så godt lave det i ovnen og det har også den fordel, at al den lækre snask fra kyllingen og tikka-pasten bliver i bradepanden i stedet for at dryppe ned i drypbakken i grillen, som det gør hos os.

Jeg snyder bigtime og køber færdiglavet tikka-paste. Der er flere rigtig gode på markedet, så køb endelig dem. Jeg bruger ofte en fra Pataks, som laver sådan nogle små portioner af dem, som lige passer med en kylling eller en pakke kylingelår. Her på billedet er det to hele kyllinger fordi jeg ville have rester til dagen efter. Men opskriften nedenfor er til én kylling.

Kartoflerne er mine hjemmedyrkede, som jeg kogte som normalt og lod dampe af i en sigte, mens jeg smeltede en god klat smør og kom ca. 1 tsk garam masala i. Det fik lov at stege et en halvt minut, hvorefter kartoflerne kommer ned i og vendes rundt i det krydrede smør. Vildt nemt og virkelig lækkert. Som tilbehør til det lavede jeg en tomatsalat med lidt kogte grønne bønner, lidt rødløg og smuldrede lidt feta over (i mangel på paneer) og så lige en squis lime og drys af sorte sesamfrø. Og for at køle sig på var der en skål yoghurt drysset med sesamfrø.

Chicken tikka i ovn eller på grill

Til 4 pers.

1 hel kylling (eller 6-8 kyllingeover- eller underlår – det skal helst være kylling med skind på – her har jeg brugt fransk frilandskylling fra Løgismose/Netto)
50 g tikka paste
salt
lime og chili til servering

Skær kyllingen i over- og underlår, skær vingerne af og del hvert bryststykke i to. Jeg tager også til tilbageblivende ryg med, som er god at gnave og pille i. Gnid kyllingen godt ind med tikka-paste og drys med salt. Læg stykkerne med skindsiden op ad i et ét lag i et ovnfast fad og steg i ovnen ved 200 gr. (varmluft) i 45 min. ELLER brun kyllingestykkerne over direkte varme på en grill og flyt dem så ind til indirekte varme og steg dem færdige under låg i 35 min.

3 Comments

Post A Comment

  • Sanne
    Posted at 14:14h, 14 august Svar

    Tillykke med de første 10 år.

    Hvilken tikka paste bruger du?
    Dbh Sanne

    • Mira Arkin
      Posted at 14:38h, 14 august Svar

      Mange tak, Sanne. Jeg bruger Pataks tikka taste pots – sådan nogle minibøtter med koncentreret paste. De laver også en med korma, som også kan bruges.

  • Franciska Holm Hansen
    Posted at 21:50h, 11 august Svar

    Igen et pletskud af et forslag til nem og lækker aftensmad. Det var i hvert fald en succes herhjemme 😃. Håber du fortsætter mindst 10 år mere, dine opskrifter har lige lidt mere kant end flere af de andre populære madblogs, uden at det bliver alt for kompliceret. Tak for det og tillykke 🇩🇰👍👌