Nem barbecue sauce

Nem barbecue sauce

Det her er min bedste opskrift på barbecue sauce og den, jeg altid bruger, når jeg hurtigt lige skal smække noget sammen, jeg kan pensle kød og grøntsager med, inden de ryger på grillen.

Måske er det også fordi, jeg altid har de ingredienser, der skal i saucen. Der er ikke noget, der skal koges sammen eller noget – det er bare at røre det sammen og så er den klar.

Jeg bruger den til selve grilningen – ikke til at marinere med. Så når grillen er klar, pensler jeg det, der skal grilles, en tur på alle sider og så griller jeg. Undervejs får det lige lidt ekstra og man kan også servere barbecue saucen som tilbehør til allerede grillede ting (husk ikke at dyppe pensler, der har rørt ved råt kød, i den portion, du serverer til det færdige kød).

I går brugte jeg barbecue saucen til spareribs. Spareribs koger jeg stille og roligt i en halv time i vand med lidt salt i og de fik også et laurbærblad fra mit lille træ på terrassen. Så står de og køler lidt af i vandet og bliver så fisket op og duppet tørre, inden jeg pensler dem med BBQ sauce og griller dem.

Barbecue sauce

3 spsk olivenolie
1 tsk flagesalt
4 spsk HP sauce
4 spsk ketchup
2 spsk soja sauce
2 spsk sød chili sauce
1 fed hvidløg, knust eller revet
1 tsk paprika

Rør alle ingredienserne sammen til en tyk sauce og brug det til at pensle kød og grøntsager med. Denner version er ikke stærk, så hvis du gerne vil have det, tilsætter du selvfølgelig bare lidt hotsauce, cayenne eller chiliflager til opskriften .
Jeg bruger den mest til gris og oksekød, men også løg, peberfrugter, blomkål (åh, blomkål!) og auberginer (mega godt til auberginer!)

No Comments

Post A Comment