Mislykkede kagedrømme og forbandede opskrifter, der ikke virker

Mislykkede kagedrømme og forbandede opskrifter, der ikke virker

Jeg har fået denne hjerteskærende kage-frustrationshistorie af Line – prøv at læs:

d. 3. oktober 2010

Kære Mira

Jeg har idag været udsat for det største madmæssige let-down nogensinde! Inspireret af Markus Grigos opskrift på pæretærte i Politiken idag, gik jeg tidligt i haven og høstede de sidste pærer på mit træ. De skulle skrælles og koges i sukkerlage og køles af i lagen (lang ventetid). Noget af tiden gik med at lave mørdej, som jo skulle på køl – mere ventetid. Til slut skulle tærten samles: pærer på den forbagte bund, og fyld henover, og her sprang kæden helt af: alt, alt for meget fyld: og med 3 spk kakaopulver i, så det fik en vammel, uklædelig farve, som tærten på billedet i hvertfald ikke led af! Desuden så meget fyld, at istedet for at lægge sig pænt ned mellem pærerne blev det et bastant låg ovenpå pærerne – og bagetiden passede heller ikke: for meget fyld til den angivne tid. Resultat: en meget trist tærte, med utroligt meget arbejde!

Jeg er ikke nogen haj i et køkken, men jeg bager udmærket, og har tjekket at jeg fulgte opskriften, så jeg er blevet ført bag lyset!- Og måske undrer du dig over hvorfor du skal høre denne lidelseshistorie: jeg er bare så rasende over at have spildt min formiddag og mine helt fantastiske pærer på sådan en omgang opskriftssjusk! Lov mig at du ikke bringer billeder af mad, der ikke er lavet ud fra den tilhørende opskrift. Og hvis du har lyst til at gøre dig morsom på bloggen over den mærkeligste pæretærte nogensinde set, kan jeg da sende dig et par billeder af det monster der står i mit køkken… Du skal vide katastrofen var stor: Anton (6 år) græd af skuffelse: “nu troede jeg lige det blev sådan en god dag, fordi vi skulle have tærte, og så er den bare helt uspiselig!” (det passede nu ikke helt, men top-lækker var den ikke).

Håber vi snart ses.
Line

Stakkels Line og stakkels lille Anton, der blev skuffet over sin mors skod-kage. Sikke noget. Her er “monsteret”:

Foto: Line Bruun

Til sammenligning  med Politikens billede af Markus Grigos kage nedenfor er der godt nok stor forskel.

Foto: Maria Pedersen

Som hun skriver, tyder farven på hendes kage på, at der er brugt væsentligt mindre kakao i Politikens kage end det der står i opskriften og der var så sandelig også rigeligt med den mørkebrune dej, der måske ikke gjorde så meget for de fine pærer. Tusind tak til Line for at turde dele sin mislykkede bagehistorie og sine frustration. Jeg håber, du har flere pærer tilbage på dit træ.

Der er desværre masser af dårlige opskrifter derude og det er pisse irriterende, når opskriften ikke er lavet så resultatet svarer til det ,man f.eks. kan se på billedet i kogebogen. Jeg har  ofte prøvet at bage kager, hvor der overhovedet ikke har været nok glasur eller creme, hvilket er sindssygt belastende, og det er et af mine mål her på bloggen altid at lave opskrifter, der rent faktisk virker.

Hvad er jeres erfaringer på den front, og hvilke krav stiller I til en god opskrift?

10 Comments

Post A Comment

  • TOJ
    Posted at 11:05h, 06 april Svar

    Hvis det mislykkedes med Markus Grigos pæretærte, er det fordi mazarin/marcipanmassen skulle nederst og pærerne øverst. I Hr. Grigos bog (hvor hans samlede to bøger er i) står der intet om at der skulle kakao i, men det er nok noget han har tilføjet senere.

    En anden ting der kunne være at Grigos tærte mislykkedes, kunne muligvis være der blev rørt for meget i marcipanmassen, for rører man for meget i netop marcipanmasse vokser den udover formen..

    Til gengæld lykkedes Louisa Lorangs pæretærte 100%, men hun havde heller ikke så mange pære i sin opskrift, og hun kogte pærerne i meget mindre vand, og heller ikke så meget sukker. Hendes opskrift blev præcist som det billede hun havde i sin bog Vild Med Mad.

  • Anette Fausbøll
    Posted at 03:40h, 31 oktober Svar

    Hej
    Jeg vil gerne bidrage med en af mine kiksere! Jeg skulle lave en af Claus Meyers æblekager fra hans kogebog; Mad i Norden. Det blev en total fiasko, trods tonsvis af investeret tid og ingredienser. Da jeg ellers er ret så skrap til at bage og lave mad, blev jeg nærmest rasende, så jeg prøvede igen, denne gang med mindre justeringer, så jeg mente ville kunne redde den, men nej, igen en fiasko og undertegnede, som nu var endnu mere rasende! Jeg besluttede så at tage kampen op og skrev til Claus Meyer og klagede min nød, og spurgte hvad præcist jeg havde gjort galt, når jeg havde fulgt opskriften til punkt og prikke. Jeg fik så et langt og uddybende svar, hvor de indrømmede, at opskriften var skrevet meget dårligt og ikke kunne bruges. Jeg fik så yderligere en revideret og mere uddybende opskrift, som jeg efterfølgende har lavet med større succes. Men det er og bliver aldrig en af mine ynglingsopskrifter……..

  • sara
    Posted at 15:15h, 14 oktober Svar

    positivt overraskende at læse om fejl og frustrationer. generelt er blogosfæren så positivt et miljø at man nogle gange er ved at få kvalme af det – eller i hvert fald præsentationsangst. det er selvfølgelig meget godt med positiv ånd og inspiration, og jeg ville næppe ønske at det hele handlede om frustrationer og negativitet, men en vis balance skal der til 🙂
    jeg bliver også ofte frustreret over dårlige opskrifter, både på nettet, i den trykte presse og i kogebøger. jeg forstår nogle gange simpelhen ikke hvordan man kan tillade sig at sælge en kogebog for flere hundrede kroner som er fyldt med fejl eller bare halvdårlige opskrifter. det samme gælder aviser, hvor man trods alt også har betalt for en vare man forventer at kunne stole på. jeg er mere tilgivende overfor bloggere der har fejl i opskrifterne eller bare skriver opskrifter der ikke smager godt, det er jo nogle gange et spørgsmål om smag og behag.
    det gode jeg kan sige er, at jo mere erfaren man bliver i et køkken, jo bedre bliver man til at gennemskue dårlige opskrifter, og enten undgå dem eller kunne justere dem til noget brugbart, selv om det stadig ikke er garanti mod fejl, specielt sådan nogle som for meget eller for lidt fyld. jeg slutter mig lidt til dem der anbefaler at tage gode troværdige grundopskrifter som udgangspunkt, og så ændre lidt på dem for at få variation. til inspiration for variationerne kan man så bruge de farvestrålende opskrifter i diverse medier…
    …og jeg istemmer også koret af “held og lykke med din mission om troværdige billeder og opskrifter i bladet”! 🙂

  • Dorte
    Posted at 00:47h, 10 oktober Svar

    Ja man kan blive skuffet og det er også derfor jeg oftest bruger bager de samme kager igen og igen.

  • Trine
    Posted at 12:25h, 07 oktober Svar

    Det lyder kedeligt og der er ikke så mange billeder i men SUHR’s MAD-kogebogen har nogle meget nøjagtige opskriftsangivelser og hvis man synes det er for simpelt eller ønsker en stærkere krydring kan man så selv opjustere det lidt i størrelsesforholdet. Jeg har udviklet mange egne opskrifter på den måde.
    Ligeledes synes jeg at det kan være fornuftigt at skabe balance imellem salt, sødt, stærkt og syrligt.

  • Anders Hallundbæk
    Posted at 08:53h, 07 oktober Svar

    Jeg foretrækker, når jeg laver opskrifter til mig selv, at udarbejde opskriften så jeg tydeliggør alt arbejde der skal laves inden gryderne (eller hvad det nu er) startes.

    Gerne simpelt, nummeret og i korte sætninger. Ikke alle de der laaaaaaaaaange beskrivelser. Price-kogebogen er decideret forfærdelig desangående.

    Et eksempel på en opskrift-fremgangsmåde (jeg ved ikke lige helt præcist hvordan den vises her på kommentarfeltet):

    Rens broccoli
    Skær broccoli i mundrette stykker – også stokken
    Skær æblet i mundrette stykker
    Hak den friske timian fint
    Pisk/ryst lige dele olivenolie og æbleeddike samt salt og peber til en ensartet dressing – bemærk dressingen behøver ikke laves i alt for store mængder, da den trods alt smager kraftigt
    Smelt smør i en gryde
    Kom den udskårne broccoli i gryden og kom låg over
    Tilbered ved medium varme til broccolien har den ønskede blødhed
    Lad det stå uden låg og blus, for at køle lidt ned
    Kom æbler og hakket timian ved – rør lidt rundt
    Kom med en spiseske og løs hånd lidt af dressingen udover
    Anret og servér

  • Lone
    Posted at 08:04h, 07 oktober Svar

    Er det ikke ligesom med billeder i dameblade, julekataloger og annoncer for opstrammende cremer – det har indimellem ikke meget med virkeligheden at gøre ;o((
    Jeg har selv været med til at lave maden og tage billederne der skulle sendes ind til en konkurrence – hyldeblomstskummet bliv stivet af med sulfo, glaseringen af kødet blev ekstra blank med olie, og sådan kan jeg blive ved – men maden så fantastisk ud på billederne.
    Frustrationerne har også tidligere stået i kø i mit køkken over elendige opskrifter i lækre kogebøger, indtil jeg oplevede ovenstående. Idag har jeg mine basisopskrifter inden for kage- og brødbagning, de virker og så bruger jeg kogebøgerne som inspiration, for der er da ikke noget bedre læsning end kogebøger og madblade ;o))
    Held og lykke til dig Mira med dit virke og tak for det du indtil videre har bidraget med, jeg glæder mig til at følge dig herinde på bloggen.

    • Mira Arkin
      Posted at 09:27h, 07 oktober Svar

      Jeg har godt hørt om food styling med hårlak og den slags. Men jeg kan stolt fortælle, at når jeg laver mad til Alt for Damerne, er der kun mad i og ikke noget som helst snyd. Vi spiser maden bagefter med stor fornøjelse :-).

  • Signe
    Posted at 06:39h, 07 oktober Svar

    I sommer skulle jeg bage kammerjunker efter en opskrift i samme avis, og der passede væskemængden overhovedet ikke. Jeg stod med noget sjask, som jeg så måtte tilføre mere mel for at få til at hænge sammen, hvilket betød at kammerjunkerne kun kom til at smage af mel 🙁
    Det er SÅ irriterende når opskrifterne ikke passer!
    Jeg har nu faktisk også gjort mig skyldig i en fejl; nogle småkager hvor jeg havde glemt at skrive mel i opskriften, så flere af kommentarerne lød på fuldstændig udflydte kager – flovt!!!

  • Newyorkerbyheart
    Posted at 22:07h, 06 oktober Svar

    Bravo til Line, fedt at hun tør skrive – og få det offentliggjort. Det er modigt også at få vist sine “fejl” 🙂

    Jeg afprøver jo hele tiden opskrifter og heldigvis synes jeg det er forholdsvis sjældent at opskrifterne ikke passer, men jeg kan godt sætte mig ind i frustrationerne. Skønne spildte kræfter og skønne spildte råvarer!

    Det er dog også min erfaring at de billeder der bringes, ikke helt svarer til virkeligheden – eller det kræver ihvert fald en bachelor i trylleri, for at få det til at se sådan ud 😀

    Mange hilsner
    Birthe