Meyers Almanak og Wassims Cool Hverdagsmad – anmeldelser
Vinteren har budt på en del forskellige bogudgivelser – nogle af dem har jeg allerede anmeldt her.
Lige her inden jul, kan jeg lige nå at mene noget om den nye bog fra Claus Meyer – Almanak og Wassim Hallals nye bog, Wassim Unplugged. Og kogebøger er jo altid en godt at få i julegave, så hvis du mangler idéer, kan du måske bruge dem her til noget.
Vi starter med Hallal.
Wassim Unplugged
Jeg stiftede først bekendtskab med Wassim Hallal, da han var køkkenchef på Molskroen, hvor jeg spiste et vidunderligt og komplekst måltid. Senere er han blevet landskendt fra bl.a. den fesne, danske udgave af Hells Kitchen, Helvedes Køkken, som jeg tidligere har skrevet at jeg var med i som (sulten) gæst. Hallal har tidligere udgivet den smukke kogebog, Livretter. En rigtig coffee table bog, hvor opskrifterne var meget avancerede og næppe noget, de fleste ville kaste sig ud at forsøge sig med. Men fin var den.
Nu har Hallal lavet en mere anvendelig kogebog, som kan bruges af alle. Opskrifterne er enkle og korte og slet ikke farlige. Selv om den håbløst umoderne titel “Wassim Unplugged” bringer minder frem fra MTV i 90’erne, er det undertitlen, Cool Hverdagsmad, man skal hæfte sig ved. For det er netop hverdagsmaden – som dog sagtens kan bruges til gæster – Hallal har kastet sig over. Bogen er lavet i et kompakt format, som også gør den mere hverdagsagtig end de store kolosser af gourmetkogebøger, der findes. Denne har nærmere størrelse som en svensk krimi i hardback, og er altså let lige at hive frem og bladre i og på den måde ganske uprætentiøs og afslappet, hvilket nok også er meningen. Jeg synes i hvert fald det er rart, at dne er nem at håndtere. Opskrifterne er korte og nemme og kommer godt omkring en masse klassikere som fiskefrikadeller og høns i asparges, men også mere moderne og spændende sammensætninger, som kalvebrisler med gnocchi eller foie gras med rejer. Eneste sure opstød her fra (bortset fra 90’er titlen) er noget jeg lige faldt over på side 75 i selvsamme foie gras med rejer-opskrift. På billedet er der noget pulver, som ikke er nævnt i opskriften udover at der står at retten evt. kan drysses med malto. Det er altså ikke noget normale folk ved hvad er. Det er sådan noget man bruger i det molekylære køkken, og altså ikke noget der efter min mening bare kan slynges ud uden forklaring i en bog om hverdagsmad. Og i øvrigt er det ikke meningen at man bare drysser malto ud over sin ret – malto skal blandes med noget der giver smag. Sjusk.
Men alligevel: En fin lille kogebog, med gode billeder af Claes Bech-Poulsen, som dog ville have smukkere og mindre grove på glittet papir end det matte, der er brugt i bogen.
Wassim Hallal: Wassim Unplugged – Cool Hverdagsmad
Politiken 2010, kr. 230.
Almanak
Han kan jo et og andet, ham Claus Meyer. Det er helt vildt, hvad den mand har betydet for dansk madkultur. Uden ham havde vi måske slet ikke haft hele bølgen med nordisk mad og restaurant noma – eller også var den bare kommet senere – hvem ved?
En almanak er oprindeligt en form for kalender, hvor der for hver dag er information om årstiden, dagen, astronomiske bevægelser, naturen osv. I Meyers nyeste bog følges årets gang med opskrifter til hver eneste dag, der passer til sæsonen og dens råvarer. Bogen har over 1000 opskrifter og er også lidt af en basse – ikke lige en man tager med i seng. Meyer bruger sin filosofi om det nye nordiske hverdagskøkken – hans projekt om at få danskerne til at spise sundt og lokalt og genopfinde vores madkultur udfra de råvarer, vores geografiske placering nordpå byder os. Og hold kæft hvor gør han det godt!
Opskrifterne er pisse gode og anvendelige. Der er mest hverdagsmad, men også weekendmad, som f.eks. ting der tager lidt længere tid at lave, bagværk og desserter. Han har brugt masser af gamle, danske klassikere, genfortolket dem og løftet dem op til nutiden. Ja, han er nordisk og sund, men det er ikke fundamentalistisk. Du må gerne bruge citroner og tomater, men han opfordrer til at man bruger bare lidt mere gulerod og lidt mindre kumquat og på den måde laver mere bæredygtig mad, som kloden får det bedre af, at vi spiser.
Bogen er smækfyldt af opskrifter, man har lyst til at lave. Derudover er der for hver måned en liste over hvilke råvarer, der er i sæson nu og rundt om i bogen er der små tips, f.eks. til hvornår jagten på en eller anden vildfugl går ind, eller hvornår man kan plukke brøndkarse vildt i naturen. Der er også masser af tips om råvarer, hvad de er, hvor de fås og hvordan de bruges og af og til findes små bokse, der fortæller en rets historie – f.eks. hvem der “opfandt” citronfromagen i Danmark og den slags.
Anders Schønnemanns billeder er ekstremt lækre og Mikkel Karstads styling af maden er super. Registeret bag i bogen er fyldigt og velfungerende (jeg elsker gode registre!). Jeg har faktisk ikke noget som helst negativt at sige om Almanak.
Dette er en bog, alle hjem burde have stående. Det er en bog, man kommer til at bruge igen og igen. Dels til inspiration, men også som opslagsværk til hvad man gør med majroer osv. eller hvordan man steger juleanden. Det kunne godt gå hen og blive afløseren til de store bøger som Gyldendals Store Kogebog og hvad vi ellers er vokset op med – værker som man har stående et helt liv og som er dem, der oftes bliver hevet ned fra hylden, når man lige skal slå noget op. I forhold til det kæmpe stykke arbejde, det må have været at lave så stor og dækkende en kogebog, er prisen aldeles rimelig. Godt gået, Claus Meyer!
Claus Meyer: Almanak
Lindhardt og Ringhof 2010, kr. 399,99.
Mette
Posted at 11:54h, 29 decemberAlmanak ER helt fantastisk. Jeg købte bogen i starten af December og har allerede lavet en del ting derfra (nakkekam braiseret i mælk, æble-selleri kompot, ænderne juleaften, varm rødkål, gulerodsboller, løgkompot, flæskesteg, is m dadler og sherry mm). Desuden har jeg anbefalet bogen et utal af gange og synes det er et eminent køb (=value for money) med det enorme antal af opskrifter til den ringe sum af 400 kr (for ikke at reklamere for det utal af detailister og webshops, hvor man kan købe bogen til spotpris.)
Til gengæld er jeg simpelthen nødt til at kommentere på indholdsfortegnelsen, som du til min store overraskelse roser.
Den er simpelthen så ugennemført og elendig, at Claus Meyer straks burde gøre det arbejde om og stille den til rådighed via sit website. Resten af bogen er så gennemført og gennemarbejdet, men desværre gælder det ikke det stikordsregister, som skal hjælpe til hurtige opslag i den kæmpestore bog. Prøv feks at slå “Flæskesteg” op – den findes hverken under “flæsk…” under “gris” under “steg”, men den findes på side 633. Samme øvelse kan laves m rødkål.
Øv – siger jeg bare. Jeg er nemlig helt enig m dig i, at registre er eminente!!!
Ufuldstændigt indeks eller ej. Bogen er min nye yndling og den bedste kogebogsudgivelse i 2010.
Rigtig godt nytår.
Mette
Posted at 11:03h, 22 decemberAlmanak lyder fantastisk … Claus Meyer kan altså en ting eller to… Læser også hans blog
http://www.clausmeyer.dk/da/blog.html som bestemt er værd at læse.
Så almanak skal vist også stå på min boghylde.
Kim
Posted at 17:41h, 21 decemberEnig om Almanak, tror den bliver en, man har stående og bruger i mange år… og den fås for en hund mindre på Saxo.com