Madklubben Vesterbro – snigpremiere
I går holdt Madklubben Vesterbro snig-åbent med en testmiddag, inden den officielle åbning i morgen d. 12. marts.
Dette er den sjette af Madklubben restauranterne og den første på Vesterbro af de ekstremt populære value-for-money restauranter, som først så dagens lys i 2007 med den oprindelige Madklubben på Store Kongensgade.
Eftersom der var tale om en testmiddag, vil jeg ikke anmelde oplevelsen denne gang, fordi vi netop var inviteret for at give feedback til køkkenet, så de kan tweake de sidste ting på plads inden den store åbning mandag.
Det er en kæmpe restaurant, der nu er åbnet der, hvor Fona tidligere lå på Vesterbrogade. Indretningen er kosmopolitisk og international i stilen med et stort åbent køkken med barpladser (fedt for folk der spiser solo eller to-og-to). Der er højt til loftet og restauranten er fint inddelt i mindre sektioner, så der ikke går hal-stemning i den. Den velklædte herre i baggrunden, hvis orange sneaker stikker frem, er min egen flotte Peter, der tålmodigt sidder og venter med et glas bobler, mens jeg fiser rundt og fotograferer :-).
Her kan du se det lækre, åbne køkken laver med grove spånplader og en disk af jern der først er rustet og derefter lakeret. Det så vildt cool ud. Helt til højre kan du skimte indehaveren og skaberen af Madklubben gruppen, Anders Aagaard Jensen, som også er kendt som dommer i Masterchef.
Vi havde en dejlig aften i den muntre restaurant – sådan er stemningen nemlig altid i Madklubbens restauranter. Nedenfor kommer billeder af de retter, vi spiste i går. Men som sagt uden anmelder kommentarer. Dog vil jeg lige sige, at der – som man måske kan fornemme på billederne – er tale om virkelig god mad, super god værdi for pengene.
For henholdsvis 1, 2, 3 og 4 retter ligger priserne på 100, 150, 200 og 250 kr., hvor enkelte retter (men ikke så mange) har tillæg på. Med andre ord kan du spise god mad meget billigt på Madklubben Vesterbro. Så billigt at man nærmest ikke gider lave mad selv derhjemme (det gider jeg nu godt en gang imellem alligvel 🙂 – men I ved, hvad jeg mener).
Salat med pære, jordskok og glaskål.
Chowder med blåmuslinger, hjertemuslinger, ventrèche og kartofler.
Stor bøf med flere slags løg og kraftig glace.
Torsk med flere slags kål og persillesauce.
Mandeltærte med pisket crème double og svesker.
Citronfromage med sprød crumble og grillet marengs.
Madklubben Vesterbro
Vesterbrogade 62
1620 København V
Book dit bord her.
Læs også mine indlæg om Madklubbens andre restauranter her: Frankies, Madklubben Steak
No Comments