Madklubben Bellevue – greatest hits i Klampenborg

Madklubben Bellevue – greatest hits i Klampenborg

_1200123s

Lørdag aften kørte min veninde og jeg en tur til Klampenborg for at spise på Madklubben Bellevue. Efter at have savlet hysterisk over de store drømmevillaer, vi passerede, da vi nærmede os kysten ved Klampenborg, kom vi til det smukke Bellevue Teater, hvor restauranten ved siden af nu huser en ny Madklubben.

Madklubben Bellevue åbner officielt i dag, men jeg var inviteret til at smugprøve køkkenet før den store åbningsdag. Og jeg kan allerede nu afsløre, at byen (hvis vi siger, at Klampenborg hører til byen) har fået en ny superburger. Mere om det længere nede. 

Restauranten er indrettet i vanlig, tjekket Madklubben stil. Med lækre møbler og hyggelig belysning.

Madklubben bellevue

På tavlen står der nogle af retterne og et lækkert udvalg af cocktails, der alle så lækre ud, men som jeg desværre ikke fik prøvet.

_1200125s

Bag os sad et stort bord med en masse DR-personligheder fra bl.a. Ramasjang. Min veninde sagde de kiggede meget over på os, men det var vel fordi de tænkte: “Okay! Så sidder Mira Arkin lige der med Sandra Bullock. Hvor vildt at hun kender hende!” Haha – jeg synes faktisk min veninde her ligner Sandra B. ret så meget. Men hun hedder nu Karina og kan snakke en imponerende Aalborg accent…

_1200128s

Vi startede med en variant af brændende kærlighed – klassikeren med kartoffelmos, bacon, løg og rødbeder. Her kom den med lækkert, saftigt hummerkød. Under skiverne af beder og tallerkensmækkere lå kødet fra en halv hummer og hvilede sig i en sexet, cremet kartoffelmos, der smagte af smør og bacon. Der var små tern af en mild bacon, som ikke tog pusten fra hummeren, og så var der syrlighed og sødme fra syltede løg og rødbeder. En virkelig lækker ret. Og pæn.

_1200141s

Min hovedret var denne seriøst mandige burger, som røg direkte ind på en top 5 over bedste burgere i byen. Madklubben har haft et værre mas med at finde frem til den helt rigtige bolle – nemlig denne bløde brioche bagt på smør, som de får lavet hos en bager i Belgien! Den var lige som en burgerbolle skal være, hvis man er til New York style burgere, og så var den også ristet, hvilket er et must. En stor saftig bøf med cheddar, der rent faktisk smagte af noget, blød og blid løgkompot, hjemmerørt burgermayo, frisk tomatrelish, sprød iceberg og sprøde drueagurker. Og for en gangs skyld sad jeg ikke og savnede ketchup, hvilket jeg ellers ofte gør i en smart burger (altså sådan en med hjemmelavet alt muligt). Vildt god burger, som jeg gerne kommer igen efter. Jeg har ikke prøvet burgeren fra Madklubben Vesterbro – er den her mon lige sådan?

_1200131s

Jeg bestilte selvfølgelig en sideorder fritter til min burger. De var super sprøde, mørkt gyldne og stadig bløde inden i. En perfekt pomfrit, som også var perfekt saltet. Og jeg bad om ketchup og fik det og blev også tilbud en portion hjemmerørt bearnaise, hvilket jeg naturligvis sagde pænt jatak til.

_1200133s

For lige at prøve noget mere havde jeg også bestilt en anden sideorder – gulerødder med estragonmayo. Også en rigtig dejlig tilbehørsret. Gule og orange gulerødder, der var dampet, så de stadig havde bid. De kom med gode klatter af velsmagende estragonmayo og rugbrødssmulder.

_1200144s

I klassisk Madklubben stil kan man bestille samtlige tre desserter på én gang, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Der var denne store vaffel med hasselnøddecreme (som i nutella) og brombærpuré og så en god klat vaniljeis.

_1200146s

Min favorit var denne syndige bunke brownies med saltet karamel og en virkelig god is med appelsinskal.

_1200148s

Og så var der en fin portion solbærsorbet og sveskeis. Jeg elsker sveskeis! I det hele taget var alle isene dejlige – konsistensen var på alle sammen lige i øjet, hvilket vi nok kan takke køkkenets Pacojet for.

Det er virkelig Madklubben classic det her. Masser af velsmag, meget for pengene og joviale portioner. Betjeningen var sød og opmærksom uden at hænge ved bordet og der var rigtig god stemning i det lækre lokale med festlig musik i højttalerne. Rigtig mange gæster havde børn med, hvilket er fedt at se. Her er plads til alle (der er også børneretter på kortet) og det er tydeligvis et sted, som mange vil kunne bruge – bestemt ikke kun gæster i Bellevue Teatret.

Menukortet er sammensat med klassikere fra de forskellige Madklubbenrestauranter og så lidt ekstra til. Den der burger har jeg drømt meget om siden lørdag. Og så var der også en cote de boeuf på kortet. Og god gammeldags steak bearnaise. Og muslinger og fiskesuppe og alt muligt dejligt. Det er retter, som man har lyst til at spise igen og igen og jeg tænker, at Madklubben Bellevue kommer til at fungere rigtig godt.

2 Comments

Post A Comment

  • Lisbeth
    Posted at 13:44h, 26 marts Svar

    Åh Gud! din beskrivelse af den burger er jo.. – det kan godt være at et billede siger mere end 1000 ord, men så topper din tilføjede billedbeskrivelse da det hele perfekt af! Jeg kan selv godt være lidt skeptisk omkring de der “fancy” burgere, men det lyder jo til at denne her er spot on! At de blander en klassisk burger med flotte og mere specielle retter, ser fantastisk ud. Jeg må hellere lægge vejen forbi i den nærmeste fremtid!

  • Anders Damm Gastromand
    Posted at 15:02h, 28 januar Svar

    Hvilken skal skiftes ud, hvis den skal i top 5 Mira: http://gastromand.dk/koebenhavns-bedste-burger/ ? 🙂