Lussekatter – vores Luciatradition

Lussekatter – vores Luciatradition

Foto: Line Thit Klein

Foto: Line Thit Klein

Min kæreste Peter er halvt norsk. Hans mor er vokset op i Norge i en lille by lige på grænsen til Sverige. Derfor er der flere traditioner i hans familie, som både har norsk og svensk islæt – og dansk. En af de hyggeligste traditioner, jeg er blevet ført ind i via Peters familie, er ritualet omkring Luciadag, som er i morgen d. 13. december.

Nu skal I høre, hvad vi gjorde sidste år på Luciadag. Klokken lidt i syv om morgenen stod vi op, tændte stearinlys og tændte for SVT2, som hvert år viser Luciakoncert fra en kirke i Sverige. Vi lunede Peters mors hjemmebagte, bløde Lussekatter og satte os i sofaen under en dyne sammen med Otto, som dengang var en lille baby. Så hyggede vi sammen i vores lille nye kernefamilie, mens der blev gået Luciaoptog i fjernsynet og sunget salmer – selvfølgelig akkompagneret af selveste Benny Andersson (fra ABBA), som nærmest er svensk royalty og naturligvis dukker op til sådan et fint arrangement. Det var simpelthen så hyggeligt at sidde der i decembermørket – os tre, stearinlys, yndige svenske børn med lys mellem hænderne, Benny Andersson ved flyglet og lune lussekatter i munden.

Før jeg mødte Peter, var mit eneste forhold til Skt. Lucia det optog, jeg nogle år deltog i i skolen. Og jeg var ikke en af de søde, lyshårede piger, så jeg var aldrig Luciabrud, selv om jeg totalt gerne ville (være i centrum). Jeg prøvede kun at være en af undersåt-lysbærerne, hvilket jo slet ikke var mig 😉

Her får I min opskrift på bløde, gule, safranduftende lussekatter. Så kan I måske også prøve at tænde for SVT2 i morgen tidlig og gøre den kolde, mørke tid til noget super hyggeligt og julet.

Lussekatter – luciaboller
20 stk.

25 g gær
75 g smør
2½ dl sødmælk
125 g creme fraiche
1 æg
0,5 g safran
75 g sukker
ca. 700 g hvedemel
½ dl rosiner
1 æg til pensling

1. Smelt smørret i en gryde og kom mælk og safran i. Blandingen skal være lun, men ikke for varm. Kom det i en skål og smuldr gæret ud i. Tilsæt creme fraiche, æg og sukker og ælt melet i.

2. Ælt dejen godt sammen til en elastisk dej. Stil den hævning et lunt sted i 1 time til dejen er fordoblet i størrelse.

3. Tænd ovnen på 200 grader. Slå dejen ned og rul den ud til pølser på tykkelse med mandetommelfingre. Skær dem ud i stykker på ca. 18 cm. længde. Form pølserne som ottetaller eller s’er og læg dem på en bageplade med bagepapir under.

4. Klem rosiner ned i lysekatternes samlinger og pensl dem med pisket æg. Bag i ca. 10 minutter.

No Comments

Post A Comment