Lun rødbedesalat med rygeost og tranebærdressing
Lige nu har jeg et ocean af rødbeder liggende. Nogen gange kan jeg godt gå lidt kold i rødbeder og deres lidt fade smag. Men så kom jeg i tanker om, hvor godt de smager i salater, når de lige har fået en omgang dressing. Det vigtigste er her at skære dem i utroligt tynde skiver – det gør den lune salat ekstra delikat. Jeg bruger et mandolinjern – du kan også gøre det i en foodprocessor.
Den slags salat her varierer jeg ofte. Ofte laver jeg den i rå version. Du kan bruge feta eller gedefriskost i stedet for rygeost og der er selvfølgelig ingen begrænsninger i, hvad type krydderurter den kan drysses med. Prøv dig frem. Der er i hvert fald knald på farven og det har jeg brug for her i mørke, møøøøørke december.
Lun rødbedesalat med rygeost og tranebær
Til 4 pers.
1 kg beder – gerne i flere farver
salt
150 tranebær
2 spsk sukker
½ dl æblemost
200 g rygeost
olivenolie
sort peber
2 spsk friskhøvlet peberrod
merian
Skyl beder godt og kog dem, så de akkurat er møre, men stadig har bid, i godt saltet vand. Store beder skal koge ca 20-25 min. Lad dem køle af og brug fingrene til at gnide skindet af under rindende vand. Hvis du koger flere farver af beder, så kog dem hver for sig, så de ikke farver hinanden i kogevandet. Skær bederne
Brug et mandolinjern til at skære bederne i meget tynde skiver og anret dem på et stort fad.
Kom tranebær i en frostpose. Luk den og brug bagsiden af en grydeske til at smadre dem lidt, så de revner og saften kommer ud. Kom dem over i en skål og bland med sukker og æblemost. Når sukkeret er opløst, kommes tranebær og saften over bederne. Top med smuldret rygeost og dryp med olivenolie. Krydr med godt med peber og lidt salt og drys peberrod og merian over retten.
Irene Terp-nielsen
Posted at 17:50h, 10 novemberGlæder mig til at blive inspireret af din blog
Virkelig spændende <3