Lun blækspruttesalat med linser og tapenade
Endnu en gang har vi holdt en Feastmiddag, faktisk var det femte gang. Denne gang var temaet Provence. Jeg lavede en middag inspireret af alle mine ture til Sydfrankrig. Nogle af retterne var sådan nogen, jeg altid laver, når jeg er dernede.
Andre var helt nye, som f.eks. denne lune blækspruttesalat af danske tiarmede blæksprutter med sprød fennikel, søde tomater, oliventapenade og basilikummayonnaise. Mega lækkert!
Allan havde dækket bordet smukt og al servicen kom fra vores samarbejdspartner Rosendahl. Bordet var simpelthen så fint. Bl.a. brugte han krydderurter sammen med blomsterne, så der duftede ekstra godt.
Til retten lavede jeg selv en tapenade. Jeg fik ikke skrevet en opskrift på det, men det er ret ret nemt. Bare fyr nogle oliven i en blender sammen med hvidløg, ansjoser, kapers, citronsaft- og skal og lidt persille og selvfølgelig en sjat olivenolie. Du kan også bare købe et glas…
Næste – og årets sidste – Feast bliver 22. oktober, hvor temaet er mellemøstligt. Der er udsolgt, men vi går snart i gang med at planlægge nye Feasts til 2016, så hold øje her på siden og på vores Feast instagram @feastcopenhagen.
Lun blækspruttesalat med linser og tapenade
4 pers.
Basilikummayonnaise
1 æggeblomme
1 bdt basilikum
1 tsk dijonsennep
citronsaft
1 dl vindruekerneolie
salt og sort peber
400 g blæksprutte, renset og skåret i strimler
1 fed hvidløg
olivenolie
1 håndfuld bredbladet persille
100 g belugalinser, kogte
1 lille glas sort oliventapenade
250 g tomater
½ fennikel
basilikumblade
1. Til mayonnaisen blendes æggeblomme med basilikum og sennep. Tilsæt olien lidt ad gangen mens der blendes, indtil du har en tyk mayonnaise. Smag til med citronsaft, salt og peber.
2. Kom blæksprutten i en rygende varm pande med en sjat olivenolie. Vend det kort sammen med finthakket hvidløg og persille. Det skal ikke stege mere end 2 minutter.
3. Læg en skefuld basilikummayonnaise i bunden af hver skål. Top med oliventapenade og linser. Kom de lune blæksprutter over og top med fintsnittet fennikel og tomat i mindre stykker. Pynt med basilikumblade.
Emilie // Valbylille
Posted at 10:17h, 29 septemberHvor ser det altså cool ud med de mange lamper! Hvor er det henne?
Kom gerne med flere blæksprutteopskrifter. Jeg er vild med dem i alle størrelser, og kunne godt trænge til ny inspiration.