Linsesalat med blomkål, citron og ost
Jeg har da ikke tænkt over, at linser er et fuldkornsprodukt. Men det er det, og så er de propfulde af proteiner og de smager virkelig godt.
Særligt sådan nogle Puy linser som de her, der faktisk også dyrkes i Danmark (dem, jeg brugte, kommer fra Samsø). De har sådan et lækkert bid, og jeg elsker at spise dem i salater, som her, hvor jeg har sat dem sammen med rå blomkål, dejlig salt ost og masser af citron og urter.
Salaten er resultatet af en sjov opgave, jeg blev stillet af Ost&Ko, som er en del af Mejeriforeningen, hvor jeg skulle bruge lækker ost i en ret, som fulgte mindst ét af de nye 7 klimakostråd:
1. Spis planterigt, varieret og ikke for meget
2. Spis flere grøntsager og frugter
3. Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
4. Spis mad med fuldkorn
5. Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
6. Spis mindre af det søde, salte og fede
7. Sluk tørsten i vand
Jeg fik kostråd nr. 4: “Spis mad med fuldkorn” og her er det, at linserne kommer ind i billedet sammen med grøntsagerne og urterne, som også er meget fiberrige. Faktisk fik jeg jo ramt flere af klimakostrådene, så det er slet ikke svært at følge dem…
Jeg kan godt lide, at salaten har den helt finthakkede blomkål i, så du ikke får store klumper af rå blomkål. I stedet er det hele hakket, så det passer sammen med de små fine linser. Osten giver retten fylde og cremethed, som binder smagene sammen.
Du kan spise linsesalaten som hovedret eller du kan servere den oven på crostini, hvor brød (jeg brugte mit hjemmebagte surdejsbrød med fuldkorn) ristes og lige gnides med et overskåret fed hvidløg. Den er også fremragende til madpakken (hvis du altså har brug for sådan én), da salaten ikke bliver kedelig af at sidde og vente lidt i køleskabet.
Linsesalat med blomkål, citron og ost
Til 4 personer
150 g Puy linser – jeg brugte danske Samsø-linser
salt
250 g blomkål (ca. 1/3 hoved)
1 god håndfuld bredbladet persille
1 lidt mindre håndfuld mynte
saft og revet skal af ½ øko-citron
1 rød chili
5-6 spsk olivenolie
sort peber
50 g fast, salt ost, fx. Hø-ost, Krystalost, Vesterhavsost eller lignende
- Skyl linserne og kog dem i letsaltet vand i ca. 30 min. Sigt vandet fra og skyl dem i koldt vand. Hak blomkålen fint (du kan også bruge blomkålsris, men det skal ikke være den frosne slags) og kom i en skål sammen med linserne.
- Hak persille og mynte groft og kom i salaten sammen med saft og revet skal af citron, finthakket chili og olivenolie. Krydr med salt og peber og vend det til sidst sammen med flager af ost. Jeg bruger en kartoffelskræller til at lave flagerne.
Jenny
Posted at 16:14h, 20 martsPopcorn er teknisk set også fuldkorn.
Mira Arkin
Posted at 22:08h, 20 martsHaha, ja, det har jeg totalt optur over 😀