Le Sommelier i Københavns Lufthavn

Le Sommelier i Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn er en af de bedste lufthavne, jeg har været i. Hvis ikke den bedste. Og efterhånden kan man spise ret godt i lufthavnen. Jeg var et smut i lufthavnen uden at skulle nogen steder hen – blot for at spise frokost i en pop-up version af den franske bistro Le Sommelier, som snart åbner op i Udenrigsterminalen.

Lufthavne er ellers kendt som steder, hvor man spiser ringe måltider til ågerpriser, men nu findes der en MASH (der hvor stakkels gamle Hereford Beefstouw lå før – de blev vist umoderne i 00’erne) og nu kommer der også snart en light udgave af den franske gourmetbistro fra Bredgade, Le Sommelier.

Her slår den tilsyneladende altid glade franskmand Francis Cardenau sine folder (nu har jeg jo ikke stået i køkkenet med ham – det kan godt være han er mere hidsig i et køkken :-)) og for tiden er han i fuld sving med at få køkkenet i det nye Le Sommelier i Københavns Lufthavn op at stå.

Lige ved udgangen til B-fingeren, hvor der før lå en stor bar med store fadøl, dyre caffé latter og rejemadder, kommer Le Sommelier til at ligge. Restauranten åbner officielt d. 18. december, men indtil da er der en overgangsfase, hvor Le Sommelier gradvist overtager køkkenet, mens der bliver bygget om, så bistrostilen bliver gennemført.

Til denne særlige frokost var der dækket op til særligt udvalgte (heldige) gæster ved et lille bord lige ved gate B3. Vi sad altså midt i det hele på gangen, og I kan tro der blev gloet, da en stor flok japanske turister gik forbi i samlet flok. Vi sad imens og snakkede og drak vin og nød den dejlige bistromad, som Francis Cardenau selv kom og serverede for os.

Vi lagde ud med en charcuteri tallerken. Der var hjemmelavet, lækker foie gras terrine, ligeledes hjemmelavet rillettes, sortfodsskinke og to slags pølse. Haps!

Francis Cardenau

Her står Francis og fortæller, hvor meget han gør ud af at insistere på at højne kvaliteten af maden i lufthavnen. Og til rimelige penge. Rettterne fra Le Sommelier i lufthavnen kan i øvrigt tages med videre i flyet eller med hjem til ens slutdestination. Der kommer bl.a. til at være et rotisserie med friskstegte kyllinger og om morgenen er der lækre, hjemmebagte croissanter og andre lækkerier. Det er super fedt at man kan tage sagerne med sig i flyet, for det er da en del lækrere at sidde med en friskbagt croissant eller en charcuterianretning end en overdyr, lettere våd sandwich i polarbrød, som kan købes i flyet.

Le Sommelier confit de canard

Hovedretten til denne frokost var confit de canard. Den kom med det klassiske tilbehør af kartofler stegt i andefedt (ÅÅÅÅHHH!) og en frisk og bitter salat af frisée. Det holder altså bare.

Le Sommelier tarte au citron

Og så sluttede vi af med dessert: en smuk tarte au citron med marengs over og lidt hindbærcoulis til. Alt var ordentligt lavet fra bunden og det glæder mig, at man kan få så god mad i lufthavnen. Menukortet var ikke klar endnu, men det lyder som om at priserne kommer til at være helt rimelige, så husk at afsætte tid til et godt måltid – eller måske bare en hurtig snack eller noget take away, næste gang du flyver fra Københavns Lufthavn.

No Comments

Post A Comment