Langtidshævede kerneboller med perlespelt

Langtidshævede kerneboller med perlespelt

Jeg har før skrevet om, at jeg bager boller hver lørdag morgen. Det er rigtigt – det gør jeg rent faktisk. Undtagen hvis jeg skal mega tidligt ud af døren (det skal jeg fx i morgen, fordi jeg skal snakke om græskar i P4 København fra kl. 8.10 – lyt med!). Det er så hyggeligt at spise en lang morgenmad sammen (så længe det nu varer – vi har jo små børn) og nyde duften og smagen af nybagt brød. Den langtidshævede dej er jordens nemmeste måde at bage på. Der er ingen træls æltning eller grat med fingrene, og hævetiden foregår natten over, så man bare står op og klatter dejen ud på en bageplade, når man står op.

Her er en god version med perlespelt og hørfrø.

Langtidshævede kerneboller med perlespelt
12 stk.

75 g perlespelt
7 dl vand
7 g gær
14 g salt
75 g groft fuldkornshvedemel
40 g solsikkekerner
20 g hørfrø
450 g hvedemel

Kog perlespelt og vand sammen i 10 min. Sluk for varmen og lad kernerne stå og køle af i vandet, til det er lunkent. Kom det i en skål og opløs gæren i blandingen. Tilsæt alle de øvrige ingredienser og rør det sammen med en stor ske. Det skal ikke æltes og dejen skal være klistret. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke eller en badehætte (det bruger jeg – jeg stjæler dem til formålet hver gang jeg bor på hotel) og lad den stå ude på køkkenbordet i 8-10 timer. Jeg laver altid dejen lidt før jeg går i seng.
Efter hævning sætter du klatter af dejen på en bageplade – brug to spiseskeer. Mens ovnen varmer op til 250 gr., kan bollerne stå og efterhæve lidt. Bag dem i 15min. Sænk varmen til 200 gr. og bag færdig i 10 min. Lad bollerne køle af på en ris.

3 Comments

Post A Comment

  • Astrid
    Posted at 16:58h, 28 oktober Svar

    Jeg er lidt i tvivl her, skal de i alt bage i 25 min? 🙂

    • Mira Arkin
      Posted at 17:05h, 28 oktober Svar

      Ja 🙂

  • Camilla Kirstine
    Posted at 19:39h, 20 oktober Svar

    Koldhævede boller er GENIALE! For mig er det ganske enkelt et must ikke at skulle have fingrene i dejen, da jeg ikke ejer en røremaskine, bor MEGET småt og bare ikke orker svineriet osv. Denne opskrift lyder anderledes end dem jeg ellers bruger – men på den rigtig rigtig gode måde! TAK!!! Og tak for din skønne blog og smukke billeder !