Lækkert B&B i Piemonte: Fior di Farine i La Morra
Dette er den smukke by La Morra, som ligger i Barolo i Piemonte. Det er her nogle af Italiens bedste vine kommer fra og området omkring La Morra er hvor de mest feminine Baroloer kommer fra.
Peter og jeg har længe talt om, at besøge Piemonte. Vi drikker rigtig meget italiensk vin, og især Nebbiolo druen er en af vores favoritter (for de mindre vinnørdede læsere, er det den drue, man bruger til bl.a. Barolo og Langhe). Vi kørte til Piemonte efter vores knap 2 uger i huset i Tourrettes sur Loup, og det mest latterlige og samtidig fantastiske var, at det faktisk kun tog 3 timer at køre der fra og til La Morra. Latterligt fordi vi jo burde have gjort det for længe siden.
Der er så smukt i Piemonte. Store vidder med små bakketoppe, og på disse bakketoppe ligger de kendte vinbyer som La Morra og byen Barolo. Der er vinmarker overalt, og der hvor der ikke er vin, er der skov eller hasselnøddetræer.
Som I kan se på topbilledet, er La Morra en lille bitte by. Vejret var ualmindeligt køligt og kedeligt for årstiden, da vi var der. Her går jeg rundt i La Morra på en skytung og diset dag – tårnet er det klokketårn, man kan se på det øverste billede. Heldigvis er denne slags vejr perfekt til at drikke Barolo i :-).
Vi boede på et utroligt dejligt bed &breakfast, Fior di Farine, som ligger sammen med en melmølle i La Morra. Fior di Farine betyder melets blomst, og det er super lækkert mel, de laver – alt er økologisk og melmøllen har en lille butik, hvor man kan købe lidt ind. Jeg kom hjem med en stor pose med majsmel til polenta, stærkt mel (tipo 00) til pizzadej og den slags, flerkornsmel og durummel. Lækkert. Selve møllen hedder Mulino Sobrino.
Det er et ægtepar, der driver møllen og det lille B&B. De har bygget deres store hovedhus foran møllen om til et hyggeligt lille privat hotel med 5 værelser, som alle har numre efter vigtige årstal for familien.
Huset er stort og i flere etager. Denne hyggelige stue fungerede som opholdsrum for stedets gæster. Der var masser af bøger om mad og vin, pjecer, restaurantguides og andet hygge-lecture.
Det er generelt min erfaring, at man får mere for pengene på et B&B eller i en lejlighed fremfor på et hotel. Vi fik et enormt værelse, der var personligt indrettet med nye og gamle møbler. Margherita og hendes mand var simpelthen så gæstfrie. Fra vi ankom, hvor hendes mand (jeg ved ikke hvad han hedder) hjalp os med at lirke bilen på plads i gården, til vi tog afsted, hvor Margherita gav mig opskriften på nogle kager, jeg var vild med. Vi mødte hende en af dagene i det lokale supermarked i La Morra (som i øvrigt varmt kan anbefales, både for vin og lokale delikatesser). Vi havde købt en del vin og hun tog vores kasser med tilbage til B&B’et, fordi hun alligevel havde bilen med. Det var rigtig sødt af hende. Man følte sig bare hjemme hos dem, og jeg vil klart bo samme sted næste gang, vi besøger Piemonte.
Ved siden af stuen var morgenmadsrummet. Smukke gamle fliser, malede skabslåger og døre og udsigt til den solrige terrasse – hvor man også kunne sidde.
Margharita bager dagligt til morgenbuffeten – vi boede der to nætter og begge morgener var der nye lækkerier på buffeten. Det var især udvalget af kager, jeg var ophidset over, men der var også lækre skinker, lokale oste (jeg fandt ud af, at jeg elsker ALLE oste fra Piemonte), frittata med courgette, grillede grøntsager, crostini, en slags roulade af brød med skinke og ost, frugtsalat, yoghurt, forskellige juice og vand. Alt er i øvrigt økologisk.
Disse små pakker er sprøde mørdejskager med abrikosfyld.
Tærten her bagte Margharita aftenen før. Den var med jordbær.
Her sidder Peter og taler i telefon på vores hyggelige værelse.
Den dejlige, solrige terrasse.
Bed & Breakfast Fior di Farine
Via Roma 110
12064 La Morra
Mads L
Posted at 20:32h, 12 majHej Mira.
Tak for god inspiration på din blog med tekst og billeder!
Skal selv snart en tur til Piemonte og La Morra. Kan du anbefale et par lokale restauranter/’ting man skal se’ i området?
Vi skal være der et par dage med bil og bare slappe af.
Go’ sommer 🙂
Mads
Morten Hou
Posted at 11:11h, 20 septemberHej Mira
Først og fremmest. Stor fan af din blog, dejlig inspirerende.
Min kæreste og jeg havde også fornøjelsen at holde en uges ferie i Piedmonte denne sommer. Det er ikke sidste gang jeg besøger området. Fantastisk. Tror heller ikke det er sidste gang du besøger 🙂
Vil lige anbefale en dejlig oplevelse vi havde. Vi boede hos Andreas og hans familie her http://www.cascinagiardini.it/ lidt uden for Alba. Han er vinbonde og har et kæmpe netværk. Han anbefalede os at besøge denne vingård og ringede og bestilte en vinsmagning her http://montaribaldi.com . 22 glas kl 11 om formiddagen (så er man lige som i gang) 😉
Hmm hvordan skulle man lige tilbringe nogle timer så promillen kunne lægge sig? Jo hende der stod for vingården, ringede til naboen som laver lokale kulinariske specialiteter http://www.pertuttigusti.com/en/. Vi skulle bare slingre ned gennem vinrankerne og så ville vi komme til et lile hvidt hus. Da vi kom, stod der en ung dame og tog i mod os. Støvede lige et gammel plastik bord af, fandt en dug og så kom hendes mor og søster ellers med 20+ smagsprøver og friskbagt brød. “nu nyder i bare vejret og slapper af” så kan i bare kalde hvis i skal have en kop kaffe. Det var de mest fantastiske marmelader, tapenader og oste. Vi blev inviteret med ind og så hvordan de lavede ravioli osv. De ville ikke have penge for det, da vi jo kom fra vores B&B (andrea) som var venner med alle i området. Men vi rippede så deres butik for alle de lækre ting.
En lille historie jeg ville dele. Da jeg er ovenudbegejstret for det område.
Hvis du er til spumante, så kan du ikke besøge området uden at besøge Contratto i Canelli. En kæmpe vinhus hvor de opbevarer deres gyldne dråber inde i et bjerg http://www.contratto.it/.
Fortsat alle de gode blogindlæg.
Med venlig hilsen
Morten
Mira Arkin
Posted at 11:40h, 20 septemberTusind tak for din levende beskrivelse, Morten. Hvor lyder det bare skønt det hele. Jeg synes man oplever utroligt stor gæstfrihed fra italienerne.
fior di farine B&B
Posted at 11:15h, 18 juliDear Mira, thanks for the wonderful review about us
always welcome to taste our new recipes
greetings from La Morra
Margherita and Nadia and all the staff of the mill
Mira Arkin
Posted at 11:53h, 18 juliDear all of you in La Morra
I’m glad to hear from you. We so enjoyed our stay with you and I hope to come back some day.
All the best,
Mira
Christian thorn
Posted at 19:02h, 21 augustHej Mira. Det ser hyggeligt ud. Hvad kostede det at bo der? Synes ikke det fremgår af hjemmesiden. Mvh Chr.
Mira Arkin
Posted at 22:48h, 21 augustVi gav 90 euro pr nat for et dobbeltværelse inkl morgenmad.