Kyllingesouvlaki med citron og oregano

Kyllingesouvlaki med citron og oregano

Souvlaki går nok hen og bliver én af de grillretter, jeg kommer til at lave ret ofte denne sommer.

Den enkle marinade med hvidløg, olivenolie, oregano og citron er lynhurtigt lavet og den er god til både kylling og gris, men også havtaske, som er en af de fisk, der er tilpas faste i kødet, til at du kan grille dem på et spyd, uden det går galt. Mine unger elsker generelt alt på et spyd, så hos dem går souvlaki rent ind.

Som med alt magert kød som fx kyllingebryst, så pas på ikke at grille det helt i smadder. Der er et sted mellem råt og døds-stegt, som du skal forsøge at ramme. Kyllingebryst kan virkelig blive tørt, og det kan ingen marinade redde. Så tænk på det – også når du griller, hvor varmen er godt høj. Det behøver ikke grille mere end 5 min på hver side.

Kyllingesouvlaki

Til 4 pers.

3 spsk olivenolie
2 spsk citronsaft
2 fed hvidløg
1 stor tsk tørret oregano eller 2 spsk frisk, finthakket
½ tsk stødt koriander
salt og sort peber
4 kyllingebryster uden skind
6-8 grillspyd

  1. Rør en marinade sammen af olivenolie, citronsaft, knust eller revet hvidløg, koriander og salt og peber. Skær hvert kyllingebryst i 6-8 tern og vend dem i marinaden. Her kan kødet ligge til dagen efter eller du kan grille det med det samme.
  2. Kom kødet på grillspyd og grill dem over direkte varme i ca. 5 min. pr. side. Spis med frisk citron og fx. pitabrød, tzatziki og en god salat. Lige for tiden kan jeg ikke få nok af tomatsalater med bronzefennikel i. Det vil passe godt til souvlaki. Måske med lidt feta smuldret i.
No Comments

Post A Comment