Kylling med svampe, fløde, fennikel og kålskud
Jeg plejer at købe mad ind næsten dagligt – fordi jeg godt kan lide at købe ind. Og fordi jeg gerne vil have friheden til at bestemme, hvad jeg har lyst til at spise på dagen (det er mig, der enerådigt bestemmerm menuer herhjemme). Men lige for tiden prøver jeg at komme så lidt i supermarkedet som muligt for at undgå Coronasmitte. Derfor laver jeg i endnu højere grad mad ud fra, hvad jeg har i køleskab og fryser, end jeg plejer. Og det kom der denne lækre kyllingeret ud af. Det var hvad, jeg lige havde.
Prøv at lade være med at binde dig for meget til de grøntsager, jeg kommer i. Måske er det meget godt at have svampene som grundsmag i retten, men fx. fennikel og kålskud (som jeg havde i haven fra sidste års kålstokke – det har I jo nok ikke lige allesammen), kunne sagtens være noget andet. Det kunne være spidskål eller savoykål i grove stykker, grønne bønner, broccoli, blomkål, asparges, porre… Hovedelementerne smagsmæssigt i retten er kylling, fløde, vin og svampe. Resten kan man lege med.
Nu håber jeg ellers det går godt derude hos jer i Coronaland. Jeg har fået lavet et skema til ungerne (mest til Otto, den store, som går i 1. klasse). Det håber jeg giver lidt struktur på dagene. Der er meget lidt reel undervisning på skemaet, men så har vi da noget at holde os til. Og så krydser vi fingre for godt vejr, så vi kan være ude i haven og i skoven. Jeg har også et dejligt nyt bed, der skal tilplantes med stauder. Og køkkenhaven er snart klar til at blive tilplantet og tilsået med sæsonens nye planter. Mere om det en anden gang.
Kylling med svampe, fløde, fennikel og kålskud
4 pers.
4 kyllingebryster
100 g hvedemel
salt og sort peber
250 g champignon
2 skalotteløg eller 1 lille løg
1 fed hvidløg
1 fennikel
20 g smør
3-4 kviste timian
1½ dl tør hvidvin eller Noilly Prat (det bruger jeg, når jeg ikke har en åben flaske hvidvin)
2½ dl piskefløde
2-300 g kålskud eller andet grønt
- Del hvert kyllingebryst i to på langs. Kom mel i en dyb tallerken og kom godt med salt og peber i. Vend kyllingestykkerne i melet og drys overskydende mel af. Skær champignon i skiver og hak løg og hvidløg fint. Skær fennikel i skiver.
- Smelt smørret i en sauterpande og brun kyllingen på alle sider. Tag det op og læg til side på en tallerken. Steg svampene i panden og kom lidt efter løg, fennikel og hvidløg løg. Steg et par minutter, tilsæt timian og læg kyllingen tilbage i panden. Hæld hvidvin over og lad det koge op. Kom så fløden i og kom låg på. Lad retten simre i 10 min.
- Riv kål i mindre stykker, hvis det er nødvendigt og kom det i panden de sidste 2-3 min. så det bare falder lidt sammen, men stadig er sprødt.
No Comments