Kylling i cremet cidersauce med porre, sennep og estragon

Kylling i cremet cidersauce med porre, sennep og estragon

For et par år siden, lavede jeg en hyggelig middag i magasinet Gastro, hvor jeg lavede mad med og til cider.

Det var en forårssag, og nu hvor foråret melder sig, får jeg igen lyst til drikke cider og komme det i maden.

Der er masser af god cider derude (som altså ikke er det der svenske skingersøde sodavandssprøjt), særligt fra Frankrig, hvor den, jeg brugte kommer fra. Den er fra Ciderrevolution, som har et kæmpe udvalg af bl.a. fransk, spansk og dansk cider.

God cider er så forfriskende at drikke. Der er masser af syre og sødme i æbler, så der sker virkelig noget, når du gærer det. Jeg kan bedst lide at drikke det iskoldt som aperitif eller til lyse retter. Og så er det som sagt virkelig godt at komme i fx. saucer.

Det gjorde jeg med denne simrede kylling, som blev ekstra fransk (behøver jeg at sige, at jeg top-savner Frankrig?) i smagen af et ordentligt skud dijonsennep. Sennep mister sin styrke, når den koges, så vær ikke bekymret for at retten er stærk. Det er den ikke. Bare cremet og lækker.

Kylling i cremet cidersauce med porre, sennep og estragon

Til 4 pers.

1 kylling
salt og sort peber
3 spsk hvedemel
smør og olivenolie til stegning
2 porrer
3 dl cider
3 dl vand eller hønsefond
3 store spsk dijonsennep
1,5 dl piskefløde
1 håndfuld estragon

  1. Partér kyllingen i 2 bryststykker med vinger og 2 lårstykker med både over- og underlår. Gem rygstykket til fond (jeg stasher det i fryseren og koger fond, når jeg har 3-4 skrog). Krydr kyllingestykkerne med salt og peber og drys dem på alle sider med mel. Bank overskydende mel af. Brun kyllingen godt i stor sauterpande i en blandingn af smør og olie. Tag dem op af panden og læg til side.
  2. Skær porrer i tykke skiver og kom dem i panden. Svits det et par minutter og kom så kyllingestykkerne tilbage i panden. Hæld cider og vand ved, kom låg på og lad kyllingen simre ved lav varme i 30 min. Vend dem en gang undervejs.
  3. Rør så sennep i saucen og kom fløde i. Lad retten simre videre i 10 min. Smag til med salt og peber. (husk at sennep også er salt, så smag inden du salter). Kom til sidst grofthakket estragon i og servér med godt brød eller nye kartofler (de første fra Frankrig er allerede kommet) eller med ris.
6 Comments

Post A Comment

  • Mia
    Posted at 18:44h, 07 maj Svar

    Tak for virkelig dejlig opskrift, som vi havde glæde af her til aften 😋

    • Mira Arkin
      Posted at 10:16h, 08 maj Svar

      Jamen selv tak da 😀 Det er dejligt at høre♥️

  • Anne Toksvig Bjerg
    Posted at 10:32h, 26 marts Svar

    Mega lækker ret, smagte så dejligt.

    • Mira Arkin
      Posted at 21:58h, 30 marts Svar

      Skønt! Dejligt at høre 🙂

  • Karin Jøns
    Posted at 20:56h, 17 marts Svar

    Denne ret var aftensmaden i dag og det smagte fantastisk – og det var en dejlig nem ret. Cider kan noget i simreretter😊

    • Mira Arkin
      Posted at 08:04h, 18 marts Svar

      Tusind tak, Karin. Ja, det kan virkelig noget 🙂