Kurhotel Skodsborg – besøg på nye restaurant The Lobby

Kurhotel Skodsborg – besøg på nye restaurant The Lobby

_1200975s-copy

Det kommer måske ikke som jordens største overraskelse for mine kære læsere, at jeg er helt pjattet med luksus. Jeg elsker det! Og derfor havde jeg simpelthen en SÅ dejlig onsdag i sidste uge, hvor jeg var inviteret en tur på Kurhotel Skodsborg i anledning af præmieren på deres nye restaurant The Lobby,

hvor køkkenchef Philip Scheel Grønkjær (tidl. Kadeau på Bornholm) står bag det nordiske bistrokøkken.

Samtidig fik jeg også mulighed for at besøge det historiske kurhotels überlækre spa, hvor jeg i ro og mag dryssede rundt i mit badetøj og blev lækrere og lækrere både i krop og sjæl. Jeg fik udleveret et kit med forskellige beautyprodukter, som jeg kunne bruge i nogle af de forskellige spa-rum – f.eks. dampbad, saltdampbad, sauna og fodbad. Det hele er så lækkert og gennemtænkt. Spaoplevelsen var virkelig skøn. Også omklædningsfaciliteterne var langt over standarden på de spasteder, jeg har besøgt.

Men I skal også lige høre, hvordan jeg kom derop. Skodsborg ligger 20-30 min. kørsel fra København. Hotellet havde sagt, de ville sende en vogn efter mig, og jeg regnede selvfølgelig med, at en taxa ville dukke op. Peter stod ved vinduet og kiggede ud på gaden og sagde at hov, nu holdt der er kæmpe stor Audi udenfor. I samme øjeblik ringede det på døren – bilen var kommet efter mig! En super lækker Audi A8L med ekstra benplads på bagsædet, kildevand og det hele. My kind of ride!

_1200954s-copy-2

Jeg følte mig helt royal i bilen, og chaufføren fortalte faktisk, at bilen før havde tilhørt kongehuset. Tænk, måske har jeg siddet og sms’et i samme sæde som Dronningen – fedt 🙂

I får altså ingen bikinibilleder af mig fra spaen, så I må nøjes med mig i grøn badekåbe…

Efter spaforkælelsen (som jeg helt sikkert vil have mere af!) var der drinks og snacks til de inviterede gæster, som udover mig bestod af en masse journalister og bloggere. Som I kan se på det øverste billede i indlægget var der store dejlige drinks med masser af alkohol. Jeg indhalerede to grapefruit mojitos med det samme – og det kunne faktisk godt mærkes… Det er den famøse Gromit Eduardsen, som har stået for at designe cocktailkortet og det juicekort, hotellet også har til de gæster, som rent faktisk kommer på spaophold for at være sunde og detoxe. Ikke for at fylde sig med mad og alkohol som jeg…Men vi skal jo alle være her…_1200993s

Lobbyen er hotellets hjerte og den totalt nyistandsatte lobby her var super tjekket indrettet og ret så hyggelig. Det er her man i restauranten The Lobby kan mødes til store og små måltider over hele dagen. Der er også almindelige borde, hvis man foretrækker at sidde mere oprejst, mens man spiser.

 

_1210001s

Vi startede med denne ret af stenbiderrogn, sprødt kyllingeskind, karse og en tør mayonnaise – dvs. en mayonnaise lavet på kogte æggeblommer. Rigtig lækker ret, hvor kyllingeskindets fyldige umamismag gik godt til den veltilsmagte stenbidderogn. Der kunne måske godt have været en anelse mere syre i retten, men det er i småtingsafdelingen. Jeg fik ikke gjort mig noter om vinene, men dem kan du læse nærmere om hos kære Rasmus på Feinschmeckeren, som jeg sad til bords med.

_1210006s

Næste ret, som var min favorit denne aften, var denne smukke servering med æggeblomme, kål, brunet smør og en brændt porrecreme. Jeg elsker den brændte smag sammen med kål. Retten var så fin – en grøn fuglerede af forskellige kåltyper og så en æggeblomme, der nok har været pocheret ved svag varme, så den var lidt mere tyktflydende end ellers.

_1200997s

Her kan I se nogle af mine medspisere. Det er Rasmus Palsgaard fra Feinschmeckeren til venstre, Nicolai Klingenberg fra My Pleasure i midten og til højre er det den gode mand Kasper Bergholt fra Bergholts Opskrifter.Hvis I følger nogle af deres blogs, kan I nok forestille jer, at det var godt selskab, jeg befandt mig i.

_1210010s

Næste ret var en finthakket, rørt tatar med rødbede, purløgsmayo, rugbrødskrymmel og syre fra tallerkensmækkere. Dejlig smagssammensætning og skøn præsentation. Jeg foretrækker min tatar lidt grovere i det, men det er en smagssag.

The Lobby, Kurhotel Skodsborg

Jeg var også ret så tosset med “hovedretten” af rosastegt andebryst på en sort pure af fermenterede hvidløg. Der var forskellige slags løg, andesauce, karamelliserede skorzonerrødder og friske urter. Super dejligt.

_1210019s

Til dessert kom denne hvide ret med honning som rød tråd. I bunden sprøde stykker af citronsmagende mørdej. Skum af fermenteret honning og kærnemælk, is af citronverbena og der var også kamille et eller andet sted og så bibollen på toppen. Dejligt og friskt og ikke for sødt.

_1210022s

Nu var vi alle ved at være i ret så godt humør. For mit vedkommende stoppede festen efter denne espressococktail. Jeg havde takket nej til tilbuddet om at overnatte, så jeg hoppede lystigt ud i endnu en enorm limo-bil og blev kørt hjem til Frederiksberg. I The Lobby fortsatte festen med flere cocktails og jeg tror de overnattende gæster også fik sig en dejlig morgenmad næste dag.

Det var en rigtig hyggelig og sjov aften fuld af luksus og velsmag fra det meget kompetente hold bag hotellet, spaen, restauranten og baren (og limo-servicen). Kurhotel Skodsborg har forskellige spa-pakker, jeg kunne tænke mig at prøve – f.eks. en pakke med spa og efterfølgende frokost, som lyder som en utroligt fornuftig brug af en halv dag.

Tak til hele holdet for en skøn onsdag!

_1200988s

2 Comments

Post A Comment

  • Mette Knudsen Grønnegaard
    Posted at 10:37h, 15 april Svar

    Det kan jeg godt svare på, for som Mira også skriver, så er tør mayo lavet på kogte æggeblommer frem for friske æggeblommer 🙂

  • Frederik
    Posted at 21:09h, 10 april Svar

    Tør mayo? Det har jeg ikke hørt om før, men det lyder spændende! Hvad går det ud på? Mvh Frederik