Krug Afternoon Tea på Hotel d’Angleterre
På d’Angleterre har man lanceret en ny og über luksuriøs afternoon tea i samarbejde med champagnehuset Krug. Det har jeg naturligvis prøvet (for jer, kære læsere!). Så jeg tvang mig selv ned i det bløde møbler i den smukke, højloftede sal på gode gamle d’Angleterre og SLÆBTE mig igennem den ene lækkerbidsken efter den anden fra hotellets restaurant Marchal. Alt sammen lykkeligt skyllet ned med Krug Grande Cuvée champagne og dejlig te. Pyyyyh det var hårdt!
Spøg til side – det var super godt. Meget ekstravagant. Vi startede helt åndssvagt fancy med champagne sorbet med ægte gulddrys over. Så er tonen ligesom også lagt. Det var næsten for meget. Sorbeten måtte gerne smage mere af champagne og mindre af sukkervand, men det her var så også eftermiddagens eneste ikke-fantastiske bid mad.
Med lækker Krug champagne i glassene kom et stort guldfuglebur ind, der står ved siden af bordet med alle lækkerierne i. Det er specialdesignet til d’Angleterre og rummer tre etager til haps. Så har man bordet fri til kopper, glas og tallerkener. De første serveringer var fra det salte køkken og her kom champagnen til sin ret. Teen kom først til de søde serveringer, og her havde den tørre Krug også svært ved at matche kagerne.
Disse små agurkesandwich af smørristet brioche og kongekrabbe var svært vanedannende.
Det samme var det tynde sprøde tarteteller med hummersalat og dejligt citrusindspark fra citronverbena. Også rigtig fint og dameagtigt med pynt af stedmoderblomst.
Der var også små tærter med fyld af foie gras, kvæde og revet ristet hasselnød over. Og små gougères med trøffelcreme og comté (de var VANVITTIGT lækre). Og mini briocheboller med Karl Johan og pisket svampesmør. Åh! Masser af smag, men det kan Krug’en også sagtens klare. Det hele var så fint og småt og appetitligt.
Her kan man se fugleburs-etagèren med kager i. Bedårende. Vi drak darjeeling first flush fra Perch. Dejlig let te med stort set ingen garvesyre, hvilken er super til champagnen.
Fine citrontærter med marengs og bagved vaniljemacarons.
Chokoladeganachetærter med salt og kakaonibs og bagved dem er det walesboller (altså vandbakkelser) med en smørcreme med tesmag.
Jeg var helt vildt med den bagerste røde kage her. Det var en solbær spongecake med karmelfyld. Og så var de små brombærtærter på mazarinbund og hibiscusdrys så flotte.
Det var faktisk ret mange små hapsere, jeg kom igennem og uden at opdage det, var jeg til sidst helt mæt, men på et meget behagelig måde. Selvfølgelig hjælper et par glas Krug altid på det hele. Her er der tale om en afternoon tea, hvor det faktisk ikke er teen, som er i fokus, men champagnen. Og så er jeg altid bare så glad for at komme på d’Angeterre. Det er så gennemført et klassisk luksushotel med alt, hvad det indebærer.
Krug Afternoon Tea er hver søndag eftermiddag på d’Angleterre. Det koster fra kr. 645.
No Comments