Krems: Dejlig vin og mad i Østrig

Krems: Dejlig vin og mad i Østrig

Jeg oplever så meget på min sommerferie, især madmæssigt, for maden spiller altid hovedrollen, når Peter og jeg er på ferie. Så jeg har simpelthen så meget at skrive om på bloggen, at jeg er helt bagud. Til gengæld er det super dejligt at have tid til at blogge oftere end jeg plejer.

Som lovet, vender jeg nu tilbage til tidligere på ferien, hvor vi efter vores tur til Prag (se her og her og her) kørte til Østrig for at besøge vinområderne Wachau, Kremstal og Kamptal. Vi boede i byen Krems (her af Kremstal) på et hotel med det fjollede navn Klingelhüber. Dét ord har vi siden ofte sagt til hinanden og fået grineflip over. Prøv selv. Det lyder som noget den svenske kok fra The Muppet Show ville sige.

Men tilbage til Krems.

Der er meget smukt her med ret store bakker – større end dem i Mosel – og Donau,som løber i bunden gennem det hele. Vinplanterne er højere end normalt – flere steder var de over 2 meter høje. Jeg kan ikke se på planterne, hvilken sort det er, men det er nok enten Grüner Veltliner eller Riesling.

Den første aften besøgte vi efter Kasper Bergholts anbefaling hotel og spastedet Loisium i den nærliggende by, Langenlois. Det er et nybygget, luksuriøst sted, som godt nok ligner en  bunker med lidt arkitekt på. Men det er rigtig lækkert indvendigt og jeg fortrød, at vi ikke boede her i stedet for på Klingelhüber (fnis). Kasper sagde, det lige var noget for os, og jeg skulle have gjort som han sagde!
Der var en lækker, lang pool og masser af muligheder for spa-behandlinger (sådan noget elsker jeg). Hotellet ligger midt i en vinmark og ved siden af har man opført et stort vinsted med butik, smagninger og andre vin-aktiviteter. Vi besøgte vinbutikken dagen efter og fik et par kasser med derfra. Et rigtig godt sted for vininteresserede og med god beliggenhed midt i området. Men denne første aften besøgte vi altså blot stedet som restaurantgæster, og det var også dejligt.

Først satte vi os i hotellets lækre bar, hvor vi lagde ud med et glas sekt (tysk og østrigsk boblevin) fra Bründlmayer 2007, som var super dejlig og som vi købte nogle flasker med hjem af. Dernæst smagte vi et par forskellige Grüner Veltlinere (Østrigs hof-drue): 2010 Gobelsburger Messwein og Loisiums egen produktion (dvs. fra Steininger) Loisiumweingarten 2010.

Vi  bestilte en lille barsnack, som viste sig at være rigtig pæn. En hjemmelavet friskost lavet på lokal gedemælk med ærtepure og urter. Dertil brød med masser af kommen i (hvorfor skal der altid kommen i ting fra Tjekkiet, Østrig og Bayern, når nu jeg hader det??). En rigtig fin anretning, som tegnede godt for vores efterfølgende middag i restauranten.

VI fik et bord på den store terrasse ud mod vinene. Der ligger også en fin pavillon, hvor et mindre selskab kan spise ude blandt vinene – rigtig lækkert. Jeg var nu glad for at sidde på selve terrassen, for mine hæle sank øjeblikkeligt i græsset, da jeg sneg rundt for at tage billeder – bl.a. det af poolen ovenfor og det øverste billede, som er den bygning, som vinbutikken ligger i.

Første ret var en antipasti-salat buffet, som man selv betjente sig ved. Jeg lavede denne salat med grillede grøntsager og solmodne tomater.

Vi gav den gas med to flasker vin til os to og startede med en lækker Grüner Veltliner Smaragd fra Knoll i en godt nok ret ung 2009. Hæslig etiket men meget elegant og mineralsk vin.

Til forret fik jeg endnu en friskost, som var mere finkornet i det og lidt som fransk yoghurt i konsistensen, dvs. den var skærefast. Dertil grillede auberginer, tomat og urter (jeg tror maden er ekstra sund, fordi det er et spa hotel, hvor man kan være sådan lidt “min krop er mit tempel” agtig. Det er man nok ikke, når man bunder 1 flaske vin hver…)

Vores anden vin var denne formidable Riesling fra Franz Hirtzberger – også en Smaragd. Ligesom i Mosel, hvor man klassificerer vinene efter sukkerindhold med navne som kabinett, auslese, spätlese, beerenauslese og trockenbeerenauslese, har man i Wachau sin egen klassifikation. Den sker også efter druernes sukkerindhold og her hedder de Steinfelder, Federspiel og Smaragd, hvor sidstnævnte er druerne med højst sukkerindhold. Dette er ikke ensbetydende med søde vine, men betyder, at vinene har en mere fyldig smag. Denne sag var helt tør, men utroligt parfumeret og fyldig, dog stadig afsindig elegant og kompleks. Det er nok den bedste Riesling, jeg nogensinde har smagt. Helt utroligt godt .Vi blev helt høje af den – der var virkelig ånd i flasken. Mums.

Dertil spiste jeg havkat med sellerimos og en skum med en lillebitte smule karry i. Der var helt mørkt, da jeg tog billedet, så det har været en tur gennem Photoshop, så du kan se, nogenlunde hvad jeg spiste. Men farverne ser lidt mærkelige ud. Det var lækkert og let og passede perfekt til vinen med sødmen var selleripuréen.

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad desserten var – den var vist ret sund (måske er det derfor den er røget i glemslen).

Sådan her ser restauranten ud indvendigt – super tjekket.

Fordi vi havde planlagt på forhånd, at vi skulle drikke to flasker (for at komme lidt rundt i vinene), var vi ankommet med taxa fra Krems til Langenlois. Vi skulle derfor også have en taxa hjem til Krems efter middagen.
Ham, der havde kørt os derud, var en ung fyr, som røg smøger og kørte forkert i sin ret smadrede lille Skoda, men da vi skulle tilbage, blev vi hentet af en ældre herre i en sprit ny Audi A8. Han fræsede afsted med 160 km/t og havde totalt styr på sit kram. Han viste sig at være indehaveren af det lille taxaselskab, men det var da stadig en helt overdrevet sej bil, at køre taxa i! Normalt ville jeg få noia over at køre så stærkt, men på det tidspunkt – efter al den dejlige vin i sommernatten – sad jeg bare på bagsædet og fnes.