Kransekage med pistacie
Min mor har lige fået tiden til at gå i stå, da hun åbnede køleskabet og dramatisk sagde: “Vi har ikke mere smør!”
Alvorlige sager, men der er andet at whine over i dag. Jeg er meget ked af at George Michael er død. Han var min favoritsanger gennem min teenagetid og sådan set også mit voksenliv. Min allerbedste koncertoplevelse var da jeg sammen med min dengang ret nye kæreste Peter var til koncert med ham i Aarhus. Han leverede bare varen på så classy en måde. Jeg elsker hans dramatiske og let overdrevne måde at synge på. En stor sanger og sangskriver er død alt for tidligt. Jeg ved godt, hvad jeg kommer til at høre hele dagen.
Heldigvis skal vi hygge os med familiejulefrokost i dag. Godt nok en lille en, hvor det kun er Peter, mine forældre og mig ude i køkkenet. Allerede i går var vi faktisk trætte af julemad og alle havde problemer med at få fordøjet anden fra juleaften. Sådan er det at blive gammel. Til frokost lavede jeg en asiatisk kålsalat med to slags kål, sesamfrø og en dressing af soja, sesamolie, limejuice, fishsauce og brun farin. Den var lækker sammen med resterne af and. Om aftenen lavede jeg mellemøstlig Ottolenghi-agtig mad: en stor portion hummus toppet med kikærter ristet med peberfrugt og en masse krydderier, bagte auberginer med yoghurt og tomater og krydrede kødboller med sesamfrø. Alle de grøntsager og kikærter bør få gang i vores systemer (uden at komme nærmere ind på det), så vi er nulstillet og klar til seriøs ædning igen i dag.
Men! Det er jo også snart nytårsaften, så taget i betragtning at der sker meget her i juledagene, må jeg hellere få delt min nye opskrift på nem hjemmelavet kransekage med jer, så I kan få købt smukke grønne pistacienødder ind og lave disse flotte kransekager til jeres nytårsaften.
Pistacierne tager lige toppen af sødmen af kransekagerne og sammen med mørk chokolade på toppen er de altså et virkelig godt bud på nytårsaftens marcipanguf. Og det er i øvrigt utroligt nemt at lave kransekage selv.
Kransekage med pistacie og chokolade
16 stk.
100 g afskallede, usaltede pistacienødder
200 g ren rå marcipan
150 g flormelis
1 æggehvide
25 g mørk chokolade + ekstra pistacienødder til pynt
Blend pistacierne i en foodprocessor eller mal dem i sådan en man maler mandler i. De skal være som mandelmel eller fin rasp. Bland dem med marcipan, flormelis og æggehvide til en klistret masse. Jeg tilsætter æggehvide lidt ad gangen, da der kan være størrelsesforskel og dejen ikke må være for våd. Sørg for at det er æltet helt sammen, så der ikke er klumper af marcipan i.
Form massen til kugler. Du kan evt. gøre dine hænder lidt våde, så marcipanmassen ikke klistrer til hænderne, når du triller. Foretrækker du kransekage i de sædvanlige aflange stænger, gør du bare det i stedet. I så fald ruller du dejen ud i pølser og bruger plastikfolie til omkring dem, så du kan forme dem til trekantede stænger. Læg kransekagerne over på en bageplade med bagepapir og bag dem i 10-12 min ved 190 gr.
Lad kagerne køle af og pynt dem med smeltet chokolade i en sprøjtepose eller en plastpose du skærer et lillebitte hul i hjørnet af og hakkede pistacier.
Sana
Posted at 17:52h, 07 novemberHey
Kan men putte dem i fryseren efter de er bagt?
Mira Arkin
Posted at 08:43h, 08 novemberJa, det kan du sagtens. Men vent med chokoladen.
Mette Pedersen
Posted at 19:44h, 27 decemberTusind tak for endnu en lækker opskrift 🙂
Jeg er endt med en lidt for stor bunke valnødder her efter julen… tror du det kan bruges i stedet for pistache, til en mere nøddeagtig smag, eller mon det bliver kvalmt…?
Bedste hilsner,
Mette
Mira Arkin
Posted at 21:17h, 27 decemberJeg tænker det måske bliver for bittert? Valnødder er ret bitre.
Mette Pedersen
Posted at 13:04h, 31 decemberDe blev lidt bittert, men det balancerer godt med sødmen synes jeg. Og nogle af dem fik lidt nougat indeni – det blev også gode 😉 Tusind tak for en god opskrift, og rigtig godt nytår.