
Kransekage med kokos og chokolade
Foto: Line Klein
Det er overraskende nemt at lave kransekage og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke før har fundet på at komme kokosmel i. Det er jo så god en idé! (I al beskekdenhed…) Sådan lidt kokosmakron-agtigt. Mums!
Godt nytår til jer alle og tak for at I læste med i år!
Kransekage med kokos og chokolade
16 stk.
250 g marcipan
1 æggehvide
100 g flormelis
40 g kokosmel
100 g mørk chokolade + 4 spsk kokosmel til pynt
Rør marcipan sammen med æggehvide, flormelis og 40 g kokosmel. Del dejen i to og tril dem til pølser på ca. 2 cm bredde. Skær hver pølse i 8 stykker og form dem til små kransekager. Det er nemmere hvis dine hænder er en anelse fugtige, så marcipanen ikke klistrer så meget – men brug ikke for meget vand! Sæt kransekagerne på en bageplade med bagepapir og bag dem i 10-12 min ved 170 gr. Lad dem køle helt af.
Hak chokoladen og smelt 2/3 af den over vandbad. Tag chokoladen af varmen og kom den sidste 1/3 i. Rør rundt til det smelter. Nu er chokoladen tempereret. Dyp toppen af hver kransekage i chokoladen og drys kokosmel på.
No Comments